Anklagerens Gjensvar.
7de Retsmøde.
239
hvori denne Sag har staaet paa Dagsordenen? Har Administrationen der hævdet Grundlovens § 11, at den har den høieste Myndighed i alle Rigets Anliggender, naar der ingen Indskrænkning foreligger; har den forlangt af Folkerepræsentationen, at den skulde paavise, at den havde Ret til at forlange Gjæstfrihed, til at blive tagen med paa Raad om denne Sag? Nei, det har Administrationen sikkert nok ikke gjort. Forholdet er jo det, at Ministeriet den ene Gang efter den anden har været hos Folkethinget med Forslag, med Planer, med Begjæringer om Bevillinger, snart til det ene, snart til det andet, i denne Sag, noget, som ofte er blevet afslaaet, men til andre Tider indrømmet. Gjennem alt dette gaar der en bestemt Erkjendelse af, at det er en Sag, som man maa have Folkerepræsentationens Samtykke til, og hvad Rigsdagen angaar, saa foreligger der ikke nogen Udtalelse derom, men den er stiltiende gaaet ind paa det og har forhandlet med Regjeringen om denne Sag, og dette har fortsat sig gjennem en Menneskealder. Det er saaledes ikke blot Ordene, Udtalelser, der her foreligge, som for Resten i og for sig ere saa utvivlsomme, at det er umuligt at komme fra dem; men den ene Minister efter den anden har praktisk erkjendt, at Folkerepræsentationen her har den bevilgende Myndighed, og det lige fra først af. Det er, efter hvad der er dokumenteret, bekjendt, at Lehmann udtalte, at han ikke efter sit Forslag i 1862 var berettiget til at sælge en eneste Tomme Byggegrund, og at han, hvis der blev Tale om Salg, vilde behøve en ny Beslutning fra Rigsdagens Side. Det var Regjeringens Standpunkt, den Gang var der ikke Tale om, at Rigsdagen i Kraft af Ministeriets „Gjæstfrihed” kunde faae Lov til at sidde og snakke med om den Sag, men det var en saa bestemt Udtalelse, som man kunde ønske sig, om , at hvis der skulde sælges, behøvedes der en ny Beslutning fra Rigsdagens Side. Og hvorledes er Kriegers eget Standpunkt i denne Sag? Han udtalte i 1864—65 i Anledning af Tillisch's Forflag om at følge Pladsen med Bygninger og Materialier, at det dog altid blev et Spørgsmaal, om det kunde ske ved en ubestemt Antydning i et Bilag til Finantsloven. Han havde den Gang altsaa ikke nogen Tvivl om, at der skulde et Samtykke til,
