7de Retsmøde.
Anklagerens Gjensvar.
238
han havde om at sælge en Del af Grundene, fordi, sagde han, Rigsdagen har saa ofte og saa mange Gange udtalt Ønsket om, at dette Salg skal foregaa, at det ikke vil være nødvendigt atter at spørge derom. Det er altsaa Regjeringens Standpunkt og har været det under alle disse Transaktioner, at Samtykke skal erhverves fra Folkerepræsentationen, og dersom der foreligger Exempler paa, at man, uden at begjære Samtykke, har solgt nogle mindre Eiendomme, viser det ikke andet end det, at man har bygget paa de Udtalelser, som saa mange Gange og i saa mange Aar have foreligget om disse Gjenstande fra Folkererepræsentationens Side, saa at man har vidst sig sikker mod at paadrage sig noget Ansvar derfor. — Men jeg skal gaa videre. Jeg skal stille mig et Øieblik paa det Standpunkt, at Administrationen havde en saadan Bemyndigelse, at Administrationen var berettiget til at sælge, hvad den nu fandt paa at sælge uden nogensomhelst Indskrænkning. Jeg skal tage det paa samme Maade, som det er blevet taget fra den Side, hvor man paastaar, at man kan seile væk med Flaaden, sælge de offentlige Bygninger, sælge det Hus, hvori vi nu staa, og jeg v il da spørge, selv om det var Tilfældet, hvorledes foreligger da Sagen? Selv om Administrationen har en saadan Beføielse, kan der jo ingen Tvivl være om, at den kan opgives og er opgiven i det Øieblik, at Lovgivningsmagten tager en saadan Sag under sin Behandling. Naar det er sket, ophører i samme Øieblik Administrationens Berettigelse. Det er i og for sig besynderligt, at der under de tidligere Forhandlinger er nævnt Generalprokurørens Votum i Porcellænsfabrikssagen. I og for sig staar han i den urigtige Formening, at Ministeren kunde sælge Fabriken, men han tilføier, at en ganske anden Sag er det, hvorledes denne Sag stiller sig, efterat Ministeren har forelagt Folkethinget et Forslag derom — et Forslag, som iøvrigt blev forkastet. Hvad man kan bygge derpaa, vil han henstille til Ministerens egen overlegne Visdom, og Ministerens Visdom førte da til, at han blev enig med sig selv om, at det var bedst at faae en Bestemmelse paa Finantsloven, ifølge hvilken Porcellænsfabriken derefter i sin Tid blev solgt. Men ser man nu paa Marmorkirkens Historie, som her foreligger, hvorledes har saa Administrationen stillet sig i de 25 Aar,
