Anklagerens Gjensvar.
7de Retsmøde.
237
sikrer Lovgivningsmagten sig en sårlig Indflydelse i ethvert Tilfælde. Det er det samme, som Krieger senere har udtalt da han kom til at ytre sin Mening under denne Sags Behandling om Positionerne paa Finantsloven, han sagde da: det kan ikke hjælpe, at De stille en saadan Position paa Finantsloven, det gjør hverken til eller fra, nei, skulle vi have Indflydelse paa Enkelthederne af denne Sag, maa vi have en særlig Lov. Det er rigtigt. Det slaar netop Hovedet paa Sømmet. Naar Folkerepræsentationen kræver eller skal have Indflydelse paa Sagens Detailler ligesom med Hensyn til Domæner, maa der særlig Lov til; men naar det kun gjælder om en almindelig Realisation til den Høistbydende, er en Finantslovsposition netop den rigtige og rette Form for en Salgsbemyndigelse; den gaar ikke ud paa andet end at sælge til den Høistbydende. Den Fortolkning af § 47, ifølge hvilken Ministeriet skulde have Ret til at sælge al mulig anden Statseiendom, som ikke er Domæne, er aldrig bleven praktisk hævdet af Regjeringen eller godkjendt af Repræsentationen. Det er ikke Tilfældet, tvertimod, gjennem hele vort politiske Liv gaar en saadan Række af krævede og givne Bemyndigelser, at det bør siges, at overalt hvor der er nogensomhelst Tvivl om Folkerepræsentationens Ville og Ønske, der har Regjeringen i Forveien sikkret sig dens Samtykke og Bemyndigelse. Naar der altsaa skulde svares paa det Spørgsmaal, som Folkethingets Udvalg i sin Tid stillede til Ministeriet, om dette troede sig berettiget til at sælge ogsaa uden denne Finantslovsposition, da tror jeg ganske vist, at Ministeriel kunde have svaret, som det gjorde, at dertil ansaa det sig berettiget. Det kunde vistnok uden Risiko have solgt uden særlig Bemyndigelse; men det var ikke, fordi Administrationen har en almindelig Hjemmel til at sælge Statens Eiendomme, men det var, som A. Hage udtalte under Rigsdagsforhandlingerne, fordi disse Eiendomme saa ofte havde foreligget for Repræsentationen, uden at der nogensinde havde reist sig en eneste Stemme imod deres Salg. Det kunde Ministeriet altsaa ganske trøstig gjøre. Det er den samme Betragtning, som Hr. Estrup gjorde gjældende, da han i sin Tid udtalte til sin Kollega, Hr. Fonnesbech, at han mente, at det ikke var nødvendigt at fremlægge for Rigsdagen den Plan,
