Anklagerens Gjensvar.
7de Retsmøde.
233
Fald, at et Ministerium er fuldstændig uberettiget til at sælge vore Pantserskibe, thi kan det sælge et af dem, hvorfor da ikke dem alle? Er der virkelig nogen, som tror, at et Ministerium, hvis det faldt paa det, kunde sætte hele Flaaden under Damp og seile ned med den til Constantinopel og sælge den der, uden at paadrage sig andet Ansvar, end det at sørge for at faae en ordentlig Pris for den? Hvis Ministeriet paa den Maade havde Lov til at sælge alt, hvad Staten eier og har, var der slet ikke nogen Grændse; hvorfor saa ikke sælge Theatret, hvorfor ikke sælge alle de andre offentlige Bygninger, Raad- og Domhuset s. Ex., og faae Penge i Stedet? Ja, det er en Betragtning, der dog er ganske besynderlig her i et Forsvar for Hr. Krieger, som nylig i denne Sal har holdt et Foredrag om Theatret, i hvilket han udviklede det mod alle konstitutionelle Principer stridende i, at Theatrets Drift midlertidig skulde kunne standses, og nu kommer hans Forsvarer med en Theori, hvorefter det skulde staa til Administrationen uden Bemyndigelse at sælge hele Butikken og gjøre rent Bord. Nei, det er ikke rigtigt, at Administrationen skulde have nogensomhelst Ret til at realisere; det ligger ikke i Administrationens Begreb, at den skulde have Ret dertil; den har Ret til at administrere, men der ud over gaar dens Competence ikke. Jeg skal gjerne indrømme, at den Instrux, indenfor hvilken Administrationen handler, helst bør være vid, bør give et Spillerum for Regjeringen til at tage alle Forhold under Overveielse, til med nogen Frihed at kunne fremme Samfundets Vel efter alle foreliggende Omstændigheder o. s. v. Ja, det er rigtigt, naar man har en Regjering, der fremmer Samfundets Vel, naar man har et Ministerium, der virkelig er til Gavn for Landet, der har Folkerepræsenlationens Tillid, om hvilket man maa ønske, at det skal virke kraftig i den Aand, der besjæler Regjeringen. Men det er klart nok, at denne vide Instrux, dette omfattende Spillerum faaer en ganske anden Betydning, naar man staar under abnorme Forhold, staar over for et Ministerium, som ingen Tillid nyder i Folket, som ikke gjør sig det til Opgave at fremme noget af det, Folket Ønsker fremmet, thi saa er det naturligvis ikke denne vide Instrux eller dette store Spillerum, Folkerepræsentationen læg-
Rigsretstidenden.
2den Sag.
16
