7de Retsmøde.
Anklagerens Gjensvar.
230
slet ikke er foretagen efter denne Finantslov! Af den Slags Modsigelser er der ganske vist flere i denne Sag, og det synes at vise, at det er en Sag, der ikke egner sig til at forsvares ad logisk Vei. Men det er sikkert noget af det Stærkeste, der endnu er kommet frem, at man om denne Finantslovsposition, som man ellers frakjender enhver Betydning, og om hvilken man paastaar, at den har ikke det mindste med denne Retshandel at gjøre, nu bagefter forklarer, at den dog har den Betydning, at den sanktionerer Sagen for Kongens Vedkommende. Men naar vi nu forlade Kongen og tage § 11 ganske jævnt, saaledes at vi derved forstaa, at det er Regjeringen, Administrationen, der har den høieste Myndighed i alle Rigets Anliggender, saa skal jeg ikke nægte, at hvad den ærede Defensor vil udlede deraf, og hvad han udtrykte omtrent paa den Maade, at der i § 11 skulde ligge, at det var det gamle absolute Monarki, i hvis Competence man maatte søge Reglerne for Administrationens nuværende Competence, forekommer mig at være en saa forbavsende Betragtningsmaade, at jeg ikke kan antage, at den ærede Defensor paa dette Punkt har udtalt sig efter Samraad med Hr. Krieger. For Defensor staar altsaa denne Bestemmelse i § 11 som Grundlovens egentlige Hovedbestemmelse, den Bestemmelse, at Kongedømmet er deri høieste Myndighed i alle Rigets Anliggender, som det egentlige Indhold af Grundloven. Alle de andre 94 Paragrafer ere en Række af Undtagelser fra denne Hovedregel om, at i Kongedømmet ligger det Hele. Skal der altsaa paavises en Sag, hvori Regjeringen, Administrationen ikke er eneraadig, saa maa man være saa god, efter Defensors Paastand, at finde denne Sag ud i en af de andre 94 Paragrafer, og kan man ikke det, er Sagen tabt. Kan man ikke finde et bestemt, positivt indhegnet og begrændset Omraade, hvor der er nogen Indskrænkning, staar Regjeringens Autoritet fast. Jeg tror nu ikke, at denne Opfattelse behøver nogen lang Imødegaaelse; thi man vil dog virkelig ikke i vore Dage opfatte det konstitutionelle Monarki saaledes, som om det var det absolute Monarki med en og anden Indskrænkning, som om det var det absolute Monarki, der blot i kvantitativ Henseende var med Hensyn til sin Myndighed undergivet visse Begrændsninger.
