Anklagerens Gjensvar.
7de Retsmøde.
229
den bestaaende Forretningsgang og under de givne Forudsætninger var Kongens Samtykke ikke fornødent,” og denne bestaaende Forretningsgang, denne bestaaende Praxis, har den ærede Defensor faaet oplyst ved en Fortegnelse over en Snes Eiendomme, hvoraf i det mindste de 3 Fjerdedele ere urigtige. Derom skrives der fra Ministeriet: „Ved nu at gjennemsøge Akterne, finder man ingen kongelig Resolutioner ved disse Salg”; men jeg har oplyst, at i de allerfleste af disse Tilfælde skulde der ingen Resolution være, fordi der var en særlig Bemyndigelse andetsteds fra, saaledes at ingen kongelig Resolution behøvedes, og at man derfor ikke nu har fundet nogen Resolution ved de faa Eiendomme — de, der ere tilbage, ere temmelig ubetydelige — tror jeg ikke har nogen stor Vægt. Det er antageligt, at naar man vilde lede en Gang endnu, og man ikke indskrænkede sig til at lede i Akterne men gik Protokollerne igjennem, saa vilde man finde kongelige Resolutioner ogsaa der. Det skal altsaa være Forretningsgangen, men formodentlig lægges der større Eftertryk paa „under de givne Forudsætninger”. Det er blevet forklaret i det Udvalg, hvori de Herrer Fenger, Chr. Nimestad og N. Andersen fade paa Mindretallets Vegne, at man derved skulde forstaa, hvad jeg ogsaa hører, at den ærede Defensor vil forstaa derved, at der ved disse Forudsætninger skulde være tænkt paa Finantslovens Bestemmelse, paa den saa meget omtalte Finantslovsposition, idet man siger, at Hans Majestæt, der har billiget denne Finantslov, behøver ikke bagefter at give nogen Resolution for en saadan Afhændelse som den, der her er sket. Jeg tror, at dette er det mærkeligste Exempel paa Logik, som man har hørt i denne Sag. Det Standpunkt, jeg her har at bekjæmpe, gaar jo først og fremmest ud paa, at denne Finantslovsposition ikke har det mindste at betyde. Efter at Folkerepræsentationen er bleven enig om en vis Maade at afhænde paa og har faaet det udtalt i en Lov, saa siger man: denne Lov har intet at betyde; men naar man saa bagefter skal forklare, hvorfor Kongens Samtykke ikke foreligger i Sagen, vender man tilbage til denne Lov, der intet har at betyde, saa faar den noget at betyde, saa siger man: Jo, Kongen, som har underskrevet Finantsloven, har derved givet sit Samtykke til denne Retshandel — som
