Anklagerens Gjensvar.
7de Retsmøde.
227
forstaaet; men det, der ligger i den, er paa den ene Side det,
at Regjeringen er ansvarsfri, naar den sælger, og paa den
anden Side, at denne Eiendom er stillet hen til Salg. Deri,
at en saadan Eiendom bliver abandonneret paa Finantsloven
til Salg, ligger, at Repræsentationen nu er tryg for, at
denne Eiendom, saalænge denne Position staar paa
Finantsloven, ikke bliver behandlet paa anden Maade end realiseret.
Den Betydning har en saadan Position, og hvis den ikke har
den Betydning, saa veed jeg ikke, hvad Betydning den skulde
have. Dermed er det slet ikke i Strid, naar det bliver sagt
af Hr. Fenger, at en saadan Position paa Finantsloven
hverken gjør til eller fra, at den er ganske ligegyldig; thi dermed
mener han ikke andet, end det, som fremgaar tydelig nok og
ikke er bestridt, nemlig, at der ikke er nogen Sikkerhed for, at
der sker Salg i dette Aar, men det er aldrig blevet udtalt,
at Positionen skulde vare ligegyldig i den Forstand, at
Regjeringen havde samme Frihed, efter at have modtaget en
saadan Position paa Finantsloven, som tidligere med Hensyn til
Maaden, hvorpaa den behandler en saadan Eiendom. Tiden
er ganske vist ikke afgjort derved, men Behandlingsmaaden af
Ejendommen tror jeg derved er slaaet fast.
Jeg kommer nu til det Punkt, som jeg tror i denne
Sag er det eneste, der endnu har Krav paa nogle
Bemærkninger fra min Side, og det er nemlig den ærede Defensors
administrative Standpunkt. Hans Mening paa dette Punkt,
er jo den, at Administrationen, hvad Statseiendomme angaar,
ikke blot har Lov til at sælge dem, men har Lov til at gjøre
ved dem, hvad den vil, og hans Stolte for dette Standpunkt
er Grundlovens § 11. Den ærede Defensor nævnede denne
Paragraf igaar med en saadan Vægt, at jeg fik Indtrykket
af, at det var noget, der skulde komme bag paa mig og
overraske mig, og jeg tilstaar ogsaa, at det er lykkedes. Jeg havde
ikke ventet, at jeg under Behandlingen af denne Sag skulde
komme ind paa en Diskussion om Grundlovens § 11. I
denne Paragraf staar der: „Kongen har med de i denne Grund
lov fastsatte Indskrænkninger den høieste Myndighed over alle
Rigets Anliggender.” Dette er Grundlaget for de Anklagedes
Forsvar, at Kongen har den høieste Myndighed over alle
