2det Retsmøde.
Omdeling af Bilag.
14
her idag, og der allerede længe har foreligget i min Besiddelse et Aftryk af disse Dokumenter, der sætter mig i Stand til at renoncere paa, at han har hele dette Læs Rigsdagstidender tilstede, som der vil blive Brug for under Hovedforhandlingen, saa kunde den offentlige Anklager have sparet sin Beklagelse over at være forhindret i at gjøre, hvad Loven fordrer; th i denne taler ikke et eneste Ord om, at der paa dette Stadium af Sagen skal eller kan komme til at foreligge Noget i trykt Tilstand, der skulde kunne omdeles til samtlige de høie Dommere. Dette taler Loven — Gud ste Lov havde jeg nær sagt — ikke et eneste Ord om; th i hvis den gjorde det, vilde den i allerhøieste Grad have overset, hvad der fordres til en virkelig Lighed mellem Anklagen og Forsvaret, den vilde have tilsidesat et væsentligt Princip i enhver Retspleie. Det er en Selvfølge, at hvis den ærede offentlige Anklager havde kunnet realisere sin Plan, saa maatte han ikke have kunnet det ved at benytte det Trykkeri, der er anvist ham af Rettens høitærede Formand til at skaffe Extrakterne tilstede ved Hovedforhandlingen; det maa jeg anse for at være i sin Orden. Han maatte have benyttet et andet Trykkeri, hvis han overfor Rigsretslovens Bestemmelser nu vilde have benyttet Aftryk af hvad han vilde fremlægge til Omdeling; men hvad han imidlertid i saa Fald maatte vente, var den mest energiske Protest fra min Side, og den nedlægger jeg herved, for saa vidt denne Tanke fra hans Side ikke maa betragtes som opgiven. Der kan ikke være Tale om at stille Forsvaret mod dets Protest saaledes, at de høie Dommere i længere Tid skulde sysle med en ensidig bearbeidet Fremstilling og et ensidigt Bevismateriale, indeholdende Alt, hvad der fra Anklagerens Side kunde fremføres, men uden at Forsvaret havde havt Leilighed til at supplere, hvad det anser nødvendigt, for at det hele Indtryk ikke skal være et andet, end det bør være. Den ærede offentlige Anklager har ikke Lov til at forvanske den mundtlige Procedure i den Grad, som Tilfældet vilde være, hvis vi i Stedet for en Hovedforhandling, der betød Noget, en Hovedforhandling, der gav de høie Dommere det Indtryk og det Indblik i Sagen, som de skulle have, før Dommen afsiges, fik en Hovedforhandling, der for den aller-
