Forsvarerens Foredrag.
7de Retsmøde.
207
Kvadratalen Grund; men hvis dette er saaledes, saa hænger
jo hans Erstatningspaastand ogsaa for saa vidt fuldstændig i
Luften. Da det dog vel egentlig er igjennem
Erstatningspaastanden, Paastanden om, at der er tilføiet Staten et stort
Tab, at man i denne Sag stal komme til Straf, skal jeg ikke
særlig tale om de Paragrafer i Straffeloven, som den ærede
offentlige Anklager har forlangt anvendte.
Der er en Del af de reiste Anker, som den offentlige Anklager
flet ikke berørte i sit Foredrag, og det er dog Anker, som han dvælede
ved i sit Anklageskrift, idet han fordømte Kriegers Adfærd med
stærke Ord. Han siger i Anklageskriftet, at Finantsminister
Krieger har udført Retshandelen med Tilsidesættelse af
Statskassens Tarv, med en Forsømelighed og Skjødesløshed i at
varelage Statskassens Interesse, som allerede i og for sig
maatte begrunde Ansvar ogsaa for den Administration, der
havde Bemyndigelse til at afslutte en Retshandel af denne
Art. Dette er ganske vist noget, som den ærede offentlige
Anklager oprindelig ikke har fra sig selv, men jeg veed dog
ikke, om jeg kan betragte det som et Parti af hans Procedure,
han helst ønskede at opgive. Jeg tør imidlertid ikke gaa ud
herfra, og jeg skal derfor sige nogle Ord om disse Anker,
men jeg tror at kunne gjøre det nogenlunde kort.
Jeg kan meget vel forstaa, at den ærede Modpart har
set, at naar man ikke kan fastholde de Værdier, der bleve
opstillede, den første Gang man talte om denne Retshandel,
falder ogsaa al Kritik over Retshandelens Indhold til
Jorden. Naar man veed, hvad Retshandelen virkelig
indeholdt, at den i Virkeligheden gav Staten fuldt Vederlag for det,
Etatsraad Tietgen fik, og desuden indeholdt en stor Gave til Staten,
saa vil enhver Tale om, at man skulde have søgt andre Kauteler for
at Gaven virkelig blev udredet end dem. Kontrakten har taget, og
dem, der ere tilstede i den Mands Personlighed, som gjør et saadant
Tilbud, vise sig at vcere aldeles ubeføiet. Men det er dette
Punkt, med hvilket Kritiken væsentlig beskjæftiger sig; thi man
indrømmer dog, at de 200,000 Kroner, den Kjøbesum, Staten
skal have for Grunden, er tilstrækkelig sikkret. Naar man
udtaler, at der burde være taget stærkere Kauteler, for at Kirken
virkelig blev fuldført, kan man dog umulig mene, at man
