7de Retsmøde.
Forsvarerens Foredrag.
188
vilgede Folkethinget ikke et Beløb til at regulere Pladsen, til
at lægge Gange over den, for at man kunde komme til at se
Ruinen og muligvis derved faa et sikkrere Blik for dens
Betydning? Gav Folkethinget ikke Penge til en Affattelse af
Salgsdispositionen, og det uagtet det udtrykkelig blev udtalt
for det, at det ikke var Meningen at sælge Ruinen, men at
Meningen netop var at lægge en Udparcelleringsplan, der
bevarede Ruinen? Og da endelig en saadan Plan blev
forelagt i 1865—66, hvad udtalte saa Finantsudvalget? Det
udtalte ikke, at denne Plan var uhensigtsmæssig, det udtalte
ikke, at der ikke maatte sælges efter den, men det sagde: Vi
finde ikke Tidspunktet heldigt til Salg, og dette blev as
Indenrigsministeren, som de høie Dommere ville have hørt af
den Skrivelse fra Indenrigsministeriet til Magistraten, der
findes blandt Bilagene under Nr. 79, Side 166—67,
opfattet saaledes, at Finantsudvalget positivt billigede
Planen, medens det ikke fandt Tidspunktet for Salget
hensigtsmæssigt, fordi der netop denne Gang var saa mange Grunde
paa Gammelholm og andre Steder til Salg. Da Hansens
Plan endelig kommer frem igjen, finder man den ikke
hensigtsmæssig, thi Finantsministeren har da ledsaget den med
en Beregning, der er optagen i den Skrivelse til
Indenrigsministeriet af 10de Jan. 1867, som jeg ligeledes har tilladt
mig at fremlægge, af hvilken Beregning det i Virkeligheden
fremgaar, at det finantsielle Udbytte vilde blive mindre end
intet, fordi den Forudsætning, hvorfra et Gadeanlæg eller
snarere et Pladsanlæg som Hansens gik ud, var Indkjøbet
ikke af een men af flere Eiendomme ud til Store Kongensgade,
hvilket vilde sluge ethvert finantsielt Resultat. Hvis man
nu forkastede denne Plan — det vil dog erindres, at den ikke
blev forkastet men taget tilbage af vedkommende
Finantsminister — havde man saa derved forkastet enhver anden
partiel Salgsplan, navnlig ogsaa en saadan, der gav Staten
et rent Netto-Udbytte? Nei, paa ingen Maade.
Endelig kommer jeg til de Forhandlinger, der gik
umiddelbart forud for den Finantslovsposition, der her er paaberaabt.
De høie Dommere ville mindes, at denne Finantslovsposition
oprindelig bestod i, at 50,000 Rd. blev forandret til 70,000,
