Forsvarerens Foredrag.
7de Retsmøde.
181
Kunstudstillingen, og til denne Plan slutter sig det Andragende,
som de høie Dommere kjende, om at faa en Grund til Kirke
og Raadighed over Ruinens Materiale, enten til at bygge en
Kirke der paa Pladsen eller i Nyboder. Meningen af denne
Del af Andragendet var den, at naar man saae, at det ikke
lod sig gjennemføre at bygge paa Marmorpladsen, fordi det
var for dyrt — thi endnu var der kun gjort løse Overslag —
vilde man bygge i Nyboder, og jeg skal tillade mig at tro, at
man i saa Fald vilde have ladet Marmorkirken staa, fordi jeg
antager, at det nok skulde vise sig, at det ikke vilde kunne
betale sig, at føre disse Marmorblokke bort og anvende dem til
en Kirke i Nyboder. Denne Plan fandt imidlertid heller ikke
Finantsudvalgets Billigelse, og Finantsudvalgets
Ordfører udtalte sig meget stærkt imod, at Ruinen
blev nedrevet. Han erklærede, at det var den daarligste
Økonomi af alt; man kunde ikke paa nogen Maade ønske, at
den Værdi, som stod i denne Ruin, og den Kunstværdi, der
var nedlagt i den, skulde gaa fuldstændig til Grunde uden
noget forholdsmæssigt Udbytte ved Nedrivningen. De høie
Dommere ville vide, at saaledes udtalte Finantsudvalgets
Ordfører sig den Gang, og at Ministeren svarede: Jeg syntes at
denne Plan havde sine gode Sider, men i og for sig ser jeg
meget godt de Betænkeligheder, der ere ved at gaae ind paa den,
og da der er fremkommet en anden Plan, som jeg ikke ønsker
at præjudicere, saa tager jeg mit Forslag tilbage med den
Forudsætning, at det andet Forslag, der er stillet, derved ligeledes
falder bort. Dette Forslag var et Forslag fra Minoriteten
om at nedrive Ruinen til Fordel for Statskassen.
Det er dokumenteret, at det Projekt, som Finantsministeren nu
erklærede, at han ikke vilde præjudicere, var Arkitekt
Zvingmanns Projekt til Fuldendelse af Marmorkirken, der
i de Dage var udstillet paa Charlottenborg, og jeg ser da ikke
rettere, end at man fra alle Sider atter er vendt tilbage til
den stadige Tanke, man ikke kunde blive af med, at der dog
endnu kunde være Tale om at fuldende Marmorkirken, og at
det var Synd at præjudicere en saadan Fuldendelse.
Af alt, hvad der saaledes foreligger, fremgaar det, at
Administrationen ingensinde har betvivlet sin Competence til
