Forsvarerens Foredrag.
7de Retsmøde.
179
Kirke, engang vilde tjene sin oprindelige Bestemmelse. Det
viser sig jo ogsaa, at der nu er god Udsigt til, at dette endelig
vil ske.
Jeg skal ikke anse det for fornødent i stor Detail at
paavise — det vil Dokumentationen have gjort — at
Administrationen den ene Gang efter den anden har vægret sig ved
at rive Kirken ned, har vægret sig ved at præjudicere det
Kirkespørgsmaal, der laa ude i Bredgade; og at der virkelig
har været Magtfylde tilstede hos Administrationen i dette
Spørgsmaal, turde vel vise sig deri, at i 1874 stod Kirkeruinen
endnu. Hvis Opgaven virkelig kun havde været den at
realisere den som et ubrugeligt Skrammel, man skulde se
at faa saa meget som muligt ud af og ind i Statskassen,
vilde den Opgave, der her laa, have været løst for længst;
men man følte, at her var en hel anden Opgave,
som det var abderitisk at præjudicere eller at prøve paa at
løse, før man i Virkeligheden kunde magte den. For saa vidt
den ærede Modpart udtalte, at den Art af Betragtninger ikke
skulde være fremkommen paa Rigsdagen, tager han feil. Jeg
tror ikke, at der i Landsthinget væsentlig er kommet andre
Yttringer til Orde end netop saadanne, at det vilde være det
sørgeligste af alt at nedbryde Marmorkirken, og jeg skal minde
om Fischers Ord i Folkethinget: Er Tiden ikke kommen til
at løse Opgaven, er Tiden heller ikke kommen til at tage
Bestemmelse om at rive Bygningen ned. Det var altsaa det
eneste eller det bedste, en Regjering kunde gjøre, at lade det
Hele staa uforandret. Dette var ogsaa Akademiets principale
Mening, thi Pladsen er ikke saa stor, at der kunde sælges
noget af den uden væsentlig at præjudicere Ruinens Anvendelse
eller dens Fuldendelse. Det er en Misforstaaelse, som jeg atter
vil komme til at omtale, naar jeg skal dvæle noget ved den
Kritik, hvorfor Retshandelen er gjort til Gjenstand, at man
kan sælge Grundene bort samtidig med, at man fuldender
Kirken. Der maa dog en Byggeplads til at fuldende en saa stor
Kirke, og den Byggeplads, der er, er aldeleles ikke for stor.
Vilde Etatsraad Tietgen gaa den Vei at bortsælge Grundene
rundt om Kirken, saaledes at han skulde have Gadeanlæget
passabelt for dem, der boede paa disse Grunde, vilde han ikke
