6te Retsmøde.
Forsvarerens Foredrag.
172
maattet beskjæftige sig med Marmorkirken. Den var tillige
Gjenstand for modne Kunstneres Planer, Kunstnere, som Hetsch
og Hornbeck, og den blev, som sagt, staaende rolig og uanfægtet
ude bag sin Kirkemur. Ingen tænkte paa at fuldføre den i
Øieblikket, thi det var daarlige Tider, der kom over Landet.
Der var imidlertid heller ikke nogen, som tænkte paa at rive
den ned eller at ville forhindre den fra at blive, hvad den
var bestemt til, og saaledes gik den altsaa over til vor Tid,
til den frie Forfatnings Tid, da først Lorentzen og senere de
kjøbenhavnske Rigsdagsmand fik Øie for den og begyndte at
interessere sig for dem Det vil imidlertid ses, at den
Interesse, der nu blev viist for Ruinen, ikke har ført til
noget, der i Virkeligheden er en Dødsdom, thi det kan
ikke nytte noget, at en Folkethingsmand afsiger en
Dødsdom, naar Ministeren svarer: „Jeg skal vide, at skaffe
Ruinen Fred for dem, der kunne have Lyst til at rive den ned.”
Den Dødsdom, der senere siges at skulle være udtalt af det
danske Folkething, vil heller ikke faae nogen Betydning, fordi
Folkethinget ikke kan udtale nogen Dødsdom. Den lovgivende
Magt kan udtale en Dødsdom, som Administrationen er
forpligtet til at exekvere, men den maa komme frem som en Lov,
altsaa tilveiebragt paa regelmæssig Maade som enhver anden
Lovgivningsakt, ellers er den ikke bindende for Administrationen.
Disse Opførelser paa en Lifte, som vise, at Rigsdagen vil finde
sig fuldkommen tilfreds med, at Regjeringen, hvis den af andre
Grunde ønsker at afhænde, foretager en Afhændelse, ville aldrig
kunne være noget tvingende Paabud paa Administrationen.
I Aaret 1869 skulde man efter den offentlige Anklagers
Mening have gjort det af med Ruinen; da var man naaet til det
samme Standpunkt, siger han, hvorpaa Sagen tidligere stod,
men hvilket var dette Standpunkt? Jeg kan ikke finde det. Er
der nogen, der har taget et fast Standpunkt, saa er det Ruinen,
den har urokkelig beholdt sit Standpunkt. Trods alle 5
Finantslove staaer den endnu, trods det, at den skal være solgt,
staar den endnu den Dag i Dag paa samme Maade, som den
har staaet igjennem en Aarrække.
Der maa da og være et forunderligt Liv i denne Ruin, der
maa være en Styrke hos den, som er forbausende, den maa
