Forsvarerens Foredrag.
6te Retsmøde.
171
leve. Altsaa kan man ikke som den ærede offentlige Anklager tage det retlige Udgangspunkt fra den Resolution, som skulde indeholde en ikke exekveret Dødsdom, men maa derimod tage det fra den Benaadning, der har fundet Sted. Jeg gaar altsaa ud fra, at Marmorkirken gik ud af denne Krise med fuldstændig Ret til at leve det forladte Liv ude bag den høie Mur, som den har sort i lange Tider. Jeg skal ikke indlade mig paa med Bestemthed at afgjøre, hvad der i Virkeligheden har bevirket, at Dødsdommen ikke blev fuldført. Akademiet siger, at det skyldes Thorvaldsens Intercession. Det vil erindres, at Thorvaldsen netop i 1819—20 var her paa sit første Besøg som den berømte Kunstner, altsaa omgiven af alle de Hensyn, som dette medførte, og det kan meget vel være, at han allerede den Gang har udtalt sig paa samme Maade, som Lehmann har givet ham Vidnesbyrd om, at han senere har udtalt sig til ham, nemlig, at denne ufuldendte Bygning var noget af det bedste, vi havde her, „det eneste”, der var værd at se her i Kjøbenhavn. Det var ganske vist et stærkt Udtryk, men det var en Udtalelse, som vidner om, at Thorvaldsen, der dog havde set meget, og hvis Kunstforstand ikke kan betvivles, ikke delte den Mening, som er fremsat af den ærede offentlige Anklager. Det har imidlertid ikke væsentlig Betydning, enten Ruinens Bevarelse skyldes Thorvaldsens Forbøn eller ikke; jeg kan godt tænke mig, at Ruinen har forsvaret sig selv. Det er meget muligt, at Hansen veg tilbage, da han skulde lægge Haand paa Ruinen, thi han var jo Kunstner; det kan være gaaet ham, ligesom det gik den, der blev udsendt for at dræbe Cajus Marius, at han ikke turde lægge Haand paa ham. Det er ogsaa tænkeligt, at Hansen har faaet en praktisk Lære om, at det ikke var saa nemt at faae Stenene i Ruinen fra hverandre i en saadan Form, at de kunde bruges til noget, saa at det altsaa ikke kunde betale sig at begynde derpaa. Vist er det i alt Fald, at det, man tog bort, indskrænkede sig til de Partier, som efter Harsdorfs og andres senere Planer ikke skulde benyttes til selve Kirken. De ydre Mure og de fuldendte Arkader bleve stavende, og vor Arkitekturskole har igjennem Aarrækker viist dem levende Interesse. Der er neppe nogen Elev i Arkitekturstolen, som ikke paa en eller anden Maade i sine Studier har 12*
