6te Retsmøde.
Forsvarerens Foredrag.
168
paa Marmorkirken, paa, at det maaske var bedre at fuldende denne og altsaa lade Nikolai Kirke ligge. Danmark eiede den Gang en virkelig genial Bygmester, Harsdorff, hvis Navn er naaet ned til os med stigende Berømmelse. Han greb med Begeistring den Plan, at fuldføre Jardins Bygning paa en mere beskeden Maade, og efter at han havde studeret Opgaven i alle dens Detailler, indsendte han en Model, som endnu har sin Plads i Kunstakademiets Samlinger og senere har været Udgangspunktet, tor jeg nok sige, for de dygtigste Forslag til Fuldførelse, der siden den Tid ere fremkomne. Planen var selvfølgelig i allerhøieste Grad beskeden i Sammenligning med Jardins Plan. De 132 Alen vare nu sunkne ned til 49 eller 58, eller for at bruge det gamle populære Maal: Rundetaarn maatte nu troede i Stedet for Frelserens Kirketaarn. Alle Udbygningerne skulde bort, kun den rene Rotunde blive tilbage, de inderste Arkader fuldføres og over disse skulde spændes en Kuppel, der ikke skulde naa op i Skyerne men i det høieste hæve sig 58 Alen over Jorden. Den høie Ret vil vide, at Finantskollegiet varmt talte denne Marmorkirkes Sag og indstillede, at Byggearbeidet maatte begynde efter Harsdorffs Plan, medens den Mand endnu levede, der „endnu netop havde Kræfter” til dette Arbeide. Dette blev imidlertid desværre ikke Tilfældet, thi et Par Maaneder efter døde Harsdorff. Hans Dattersøn har i et lille Skrift om Marmorkirken fortalt, at der kom Bud fra Overhofmarskallatet til den dødssyge Harsdorff, at Kronprindsen, den senere Frederik den Sjette, havde approberet hans Plan til Udførelse, og at den Bevægelse, dette Budstab satte ham i, udslukkede hans svage Livslys. Dermed laa Sagen selvfølgelig hen og den var i den Grad knyttet til Harsdorffs Person, at ikke engang Forestillingen med den kongelige Resolution kom tilbage til Finantskollegiet. Saa meget har dog Harsdorffs Plan bevirket, at den har været til uvurderlig Beskyttelse for Ruinen i de følgende Tider derved, at den havde viist, at det dog ikke var en større Sum, der skulde anvendes, for at bringe noget virkelig smukt ud af Ruinen, end at man kunde gaa ud fra, at et Land som Danmark, om det end ikke strax havde havt Evne til at anvende denne Sum paa Fuldførelsen, dog engang vilde
