Forsvarerens Foredrag.
6te Retsmøde.
167
Landet, at bygge Kirken. Det var nu blevet bestemt, at den skulde være af Marmor, idet det var Kongens Ønske tillige at give de nyopdagede norske Marmorbrud nogen Beskjæftigelse og Udvikling, men det har maaske skadet Kirken mere end alt Andet, at den herved kom til at kaldes Marmorkirken. Planen til Kirken blev nu udført af Jardin, han udarbeidede forøvrigt fire Planer, af hvilke den ene blev approberet, og det skal ikke nægtes, at det varen meget stor og luxuriøs Plan, hvis Udførelse vilde have gjort denne Kirke til en af de største og pragtfuldeste Rundkirker, der have existeret. Kirkens Høide var 132 Alen. For at have en Ide om, hvad det vil sige, ville de høie Dommere blot behøve at tænke sig, at Frelserens Kirketaarn indtil den runde Kugle kunde staa inden i den Kuppel, som skulde spænde over Marmorkirken. Derhos skulde Kirken efter Planen udstyres meget rigt, med en Uendelighed af Søiler saa vel indvendig som udvendig samt med en Uendelighed af Billedstøtter, og den runde Form skjultes udvendig derved, at Kirken ved Udbygninger til alle fire Sider med kolossale korinthiske Søiler fik Udseende af et græsk Kors. Det er altsaa ganske vist, at det var en meget stor Plan, man saaledes begyndte paa, selv om Landets Finantser den Gang havde været i bedre Forfatning, end de vare. Der var fra Kongens Side henlagt 40,000 Rd. Kurant aarlig til denne Kirkebygning. Disse anvendtes samvittighedsfuldt indtil 1770, da der var brugt omtrent 800,000 Rd. Kurant til Kirken, og da kom Struensee. Kirkebygningen standsede nu; men hvad der allerede var udført paa denne Kirke, manede stadig til Fuldendelse, saafremt en saadan var mulig for et overkommeligt Beløb. Herom kunde man have godt Haab, netop fordi Jardins Plan var kolossal og saa rigt udstyret, at man kunde staa af paa Høiden, paa Kolonnerne, paa Statuerne og meget andet og endda faa et Kunstværk, der vilde være enestaaende her i Norden og være en Prydelse for enhver By. Impulsen til, at Tanken om Fuldendelsen endelig atter blev greben, gav Kjøbenhavns ulykkelige Ildebrand i 1796, da blandt Andet Nikolai Kirke afbrændte, og da der nu blev Tale om, atter at opføre denne Kirke, og Sognets Beboere i den Anledning indgave et Andragende om at maatte lade en Kollekt gaa omkring, kom man til at tænke
