Forsvarerens Foredrag.
6te Retsmøde.
165
værdig Maade, uden at Staten bidrager en eneste Skilling til dette Resultats Opnaaelse. Det er dette, der er Retshandelens Indhold, og hvad der har været talt om Disposition over store Midler fra Statens Side — saaledes som der endnu er Tale om i Anklageskriftet — til Anbringelse i en Kunstbygning, er kun grundet i de af mig omtalte fantastiske Forestillinger om Værdien af de Grunde, Etatsraad Tietgen har faaet til fri Disposition. For saa vidt der dernæst i Anklageskriftet tales om, at den Grund, hvorpaa Ruinen staaer, nu er bleven anbragt i en Kirke har jeg allerede tilladt mig at gjøre opmærksom paa, at det ikke er Krieger, der har anbragt Grunden i Kirken, og med Hensyn til Anbringelsen i den eventuelle Kirke af Ruinens Materiale gjælder det samme Svar. At der ved denne Afhændelse opnaaes et i alt Fald øieblikkelig mindre pekuniært Resultat, end der ved anden Afhændelse lod sig opnaa, har sin Grund deri, at Gadeanlæget er blevet større, end den offentlige Anklagers Byggeplan gaar ud paa at indrømme; men jeg skal senere komme til at paavise, at den offentlige Anklager er den eneste, der nogensinde har lagt en Plan til Bebyggelse af Frederiks Kirkeplads, efter hvilken man kun skulde lægge en almindelig Gade tvers igjennem Ruinen. Jeg tror nu, at naar man ser hen til Marmorkirkens Historie, vil man forstaa, at ingen Regjering til Dato har været villig til at gjøre det af med denne Bygning. Det skulde synes at være i Strid med den Indrømmelse, jeg gjorde, at Finantsminister Fonnesbech engang var villig dertil, men jeg tager her Ordet Regjering i en mere omfattende Betydning. Samtidig med, at Fonnesbech var villig til at lade Ruinen nedrive — dog ikke for Indtægtens Skyld, men for derved at opnaa dels hvad han ansaa for en smuk Bebyggelse og deels en smuk Kirke — var det imidlertid saa heldigt, at saa holdt Folkethinget sin beskyttende Haand over Ruinen. Der er saa meget i denne Sag, som peger hen paa, at det har været høiere Magter, der have skjærmet denne Kirke. Det er Folkethinget, der reddede Kirken, da der var Tale om at overgive dens Materialier til Bygningen af en anden Kirke, og det forekommer mig rigtigt, at Fortjenesten bliver hvor den er.
