6te Retsmøde.
Forsvarerens Foredrag.
162
For mig stiller det sig altsaa saaledes, al den almindelige Competence er aldeles uomtvistelig. Det er Regjeringens Ret og Pligt at skjønne over, hvorvidt en Statseiendom, som den foreliggende, bør bevares til fremtidig Anvendelse, eller hvorvidt den bor sælges. Det er dens Ret og Pligt, naar den kommer til det Resultat, at der kan være Tale om at sælge, at afgjøre, hvormeget der stal sælges, om den kan sælge in totum eller kun in tantum uden at tilsidesætte Statens Interesser, og der er ikke nogen Berettigelse til at paastaa, at Spørgsmaalet om Salg af, hvad der tilhører Staten, skal afgjøres rent ftnantsielt, skal afgjøres udelukkende efter pekuniære Hensyn, efter Hensyn endog til det rent øieblikkelige pekuniære Resultat. Det er nemlig kun ved at se paa det rent øieblikke lige pekuniære Resultat, de 200,000 Kr, og stille dem op i Sammenligning med de 540,060 Kr., at Anklageren kommer til et Understud af 340,000 Kr. Jeg har ikke nægtet, at det er fuldstændig i sin Orden, at den administrative Myndighed ogsaa med Hensyn til saadanne Salg udøves i Harmoni med Rigsdagen, og jeg har allerede omtalt, at vor konstitutionelle Historie vidner om, at man i stort Omfang har taget Rigsdagen med paa Raad, forinden man har handlet. Selve Marmorkirkens Historie i Rigsdagen forekommer mig at have givet et Exempel paa, hvor stor Indflydelse man i Virkelig heden har tillagt Rigsdagens Ønsker, idet man gjentagne Gange har meddelt Rigsdagen de udarbejdede Salgsplaner, førend man vilde skride til Afhændelsen, og det en Afhændelse, som man aldeles utvivlsomt var berettiget til. Saavidt er man imidlertid ingensinde gaaet i sine Fordringer, at man har forlangt i Folkethinget eller Finantsudvalg at bestemme Vilkaarene for den enkelte Salgskontrakt eller at faa den ligesom en Traktat forelagt til Ratihabition. Men maa man indrømme, at Administrationen har Ret til at sælge, til at afgjøre, om der bør finde Salg Sted eller ikke, er det en Selvfølge, at Administrationen ogsaa maa være berettiget til at afgjøre, hvorledes den overhovedet vil sælge. Det kan ikke gaa an at sige, at den er berettiget til at sælge, men kun maa sælge rent finantsielt. Skjøndt jeg tror, at den offentlige Anklager egentlig mente, at Administrationen ikke engang var berettiget til at sælge
