Forsvarens Foredrag.
6te Retsmøde.
161
Fremhæve, at der er en Paragraf i Grundloven, nemlig § 11,
som man ved denne Leilighed har godt af at blive mindet
om. Den lyder saaledes: „Kongen har med de i denne
Grundlov fastsatte Indskrænkninger den høieste Myndighed over alle
Rigets Anliggender og udøver den gjennem sine Ministre.”
Hvad betyder denne Paragraf, der er Grundlaget for
Regjeringens Myndighed lige over for Folkerepræsentationen, og
dermed ogsaa for Svaret paa Spørgsmaalet om, med hvilken
Ret Administrationen har handlet? Denne Paragraf har den
store Betydning, at den indeholder Hævdelsen af det gamle
traditionelle Monarki som Grundlaget for hele vort
konstitutionelle Liv. Kongens Myndighed er det positive; Magten
hviler hos Kongen, der udøver den gjennem sine Ministre paa
ethvert Omraade, hvor der ikke kan paavises Indskrænkninger.
Disse Indskrænkninger ere givne i Forfatningen. Naar altsaa
Folkerepræsentationen spørger Regjeringen: Hvor er din
Competence? saa er man berettiget til at vende Spørgsmaalet om
og sige til Folkerepræsentationen: Hvor er Eders Competence?
Viis os Bestemmelser i Grundloven, der forhindre os fra at
handle, som vi i dette Tilfælde have gjort; viis os en Paragraf
i Grundloven, der indskrænker Kongens og hans Ministres Ret
til at tage saadanne Bestemmelser som den, der her er tagen
i et offentligt Anliggende. Saaledes bliver man nødt til at
stille Sagen, og det er den ærede offentlige Anklager, der skal
svare, hvor Repræsentationen har sin Ret til at forhindre
Administrationen fra at ordne et Anliggende, som den har arvet fra
gamle Tider med en Opgave, som man ikke hidtil har kunnet løse,
ordne den paa en saa heldig Maade, som man ikke nogensinde
havde ventet skulde tilbyde sig, og ordne den saaledes, at Staten
kom ud af den pinagtige Stilling, i hvilken den havde været i
100 Aar, ikke at kunne faa noget ud af dette paabegyndte
Foretagende, som derimod nu kunde faa en smuk og værdig
Afslutning. Det er et Spørgsmaal, jeg retter til den ærede
offentlige Anklager. Jeg staar i saa Henseende, saavidt jeg
kan se, paa en fastere Grundvold end han, naar han bygger
paa sine 100 Spalter af Rigsdagens Forhandlinger, der stalde
have givet Repræsentationen en Ret til at fordre, at dette
Forhold ikke maatte ordnes paa en fornuftig Maade.
