6te Retsmøde.
Forsvarerens Foredrag.
160
man beholdt Kirkepladsen under Indenrigsministeriets
Bestyrelse. Hvad er da dette for en Eiendom? Det er en Eiendom,
som fra gammel Tid har staaet hen med en særlig
Bestemmelse. Den har ikke skullet tjene Statens finantsielle
Fornødenheder, ikke paa nogen Maade; den har dels af privat
Godgørenhed og dels as Staten været bestemt til at tjene som
Sognekirke, en Plan man ikke fik fuldført, fordi man begyndte
for stort paa den, og denne Bestemmelse har
Lovgivningen senere opretholdt. Jeg skal henvise til Plakat af
11te Januar 1805, ifølge hvilken den ufuldendte Kirke
i Grunden lige til vore Dage har staaet med en
Menighed, der ventede paa den, naarsomhelst den kunde blive
fuldendt. Det var ikke Meningen med denne Eiendom,
at den skulde tjene til at give Staten Indtægter, og den
Omstændighed, at den stod uforandret endnu i 1848—49, medens
man sluttede med at bygge paa den i 1770, viser tilstrækkelig,
at der ikke var Tale om at tillægge denne Plads nogen
finantsiel Betydning, men at den Bestemmelse, der oprindelig
var given den, ikkun var skudt ud og kunde leve op paa et
hvilketsomhelst Tidspunkt. Dette er noget, man ikke kan
undlade at tage i Betragtning, naar der spørges om, hvad
Administrationen efter 1849 kunde gjøre ved en saadan Plads,
og dette vil jeg faa Lejlighed til atter at komme tilbage til,
naar jeg skal besvare den Del af den ærede offentlige
Anklagers Paastande, at det skulde ligge udenfor Administrationens
Myndighed at give en Mand Tilladelse til at fuldende denne
paabegyndte Kirkebygning, hvad der i hans Sprog udtrykkes
saaledes, at Regjeringen var uberettiget til at anbringe en
Staten tilhørende Grund i en Kirke. Mit Svar vil
selvfølgelig blive, at den Grund, der nu skulde være bleven
anbragt paa denne Maade, alt forlængst var anbragt saaledes.
Det forekommer mig ikke at være Etatsraad Krieger, der har
anbragt Grunden i denne Kirkebygning, men hvis dette er en
Synd, da er den begaaet, den Gang man d. 30te Oktober 1749
lagde Grundstenen til Marmorkirken.
Men hvorledes Anklagen nu end stiller sine Anker, saa
samle de sig dog i en Paastand om, at Administrationens
Competence er overskreden. Jeg finder da Anledning til at
