6te Retsmøde.
Forsvarerens Foredrag.
156
ringen kun, hvor de er haardt nødvendigt, finder Anledning til bestemt at afvise en Indblanding fra Repræsentationens Side, som det dog gjælder om at komme godt ud af det med, og det ligger jo derhos ogsaa i den menneskelige Natur, at Administrationen selv i mangfoldige Tilfælde, hvor den var berettiget til selv at handle, og hvor den var berettiget til at handle uden at adspørge Rigsdagen, foretrækker at bringe Sagen paa Bane i Repræsentationen for derigjennem at sikkre sig imod, at der skal komme Kritik bagefter. Regjeringen bøier altsaa hyppig af ligeoverfor Fordringen om at raade med paa Administrationens Omraade; den anerkjender vel ikke Repræsentationens Fordring som statsretslig berettiget, men den accepterer den som en Indflydelse, der kan være mere eller mindre i sin Orden, fordi det Hele jo er et Maskineri, hvis enkelte Dele ikke kunne sætte sig op mod hinanden, man maa søge at arbeide saa vidt muligt i Harmoni med med hinanden. Det er jo ogsaa undertiden ret behageligt, at man kan være fri for Ansvar; det er ret behageligt, at man undertiden kan lægge Ansvaret over paa Andre, og dette har ogsaa ført til, at mangen en Minister er kommen til Repræsentationen eller til Finantsudvalget med Tale om, hvad der skulde gjøres i det eller det Tilfælde, hvor han i Virkeligheden statsretslig taget var fuldt berettiget, ja, maaske egentlig forpligtet til at handle paa eget Ansvar. Jeg skal ikke opholde mig ved de forskjellige Forsøg, som den ærede Modpart har gjort paa at paavise. „Bemyndigelser” fra Rigsdagens Side. Jeg tror, at naar man skal bevise, at Administrationen ifølge den gjældende konstitutionelle Praxis har maattet søge Bemyndigelse til at handle paa en vis Maade, saa skal man bevise noget andet end det, at Ministre ofte have fundet sig i, at Repræsentationen har beskjæftiget sig med Administrationsanliggender eller endog selv har bragt saadanne paa Tale i Rigsdagen, forinden de have ordnet dem med mere eller mindre Hensyntagen til den Stemning,, der har været i Rigsdagen. Med Hensyn til det specielle Punkt, der her foreligger, nemlig Salget af en fast Statseiendom, maa jeg udtale, at jeg ikke forstaar, at den ærede Modpart ikke kan se, at det har været saavel Repræsentationens som alle Regjeringers
