Forsvarerens Foredrag.
6te Retsmøde.
155
andre Chancer for at administrere godt, end et Finantsudvalg har for at administrere, naar det tager Administrationen ind under sig i de 6 Maaneder af Aaret, og jeg tror, at man theoretisk vil være tilbøielig til at sige, at et Finantsudvalg har stor Udsigt til, naar det vil administrere i stor Detail, saa at komme til at administrere sket. Men praktisk stiller Sagen sig selvfølgelig ganske anderledes, praktisk er enhver Session en fortsat Bestræbelse for at indskrænke Administrationens Handle frihed, at binde dens frie Skjøn og lægge alle Afgjørelser, der blot have nogensomhelst Betydning, over til Repræsentationen. Denne Bestræbelse fra Repræsentationens Side medfører selvfølgelig en Tendens til ikke let at indrømme, at der er noget Gebet, hvor Administrationen kan handle selvstændig. Jeg synes, at dette er naturligt, og det er i hvert Fald i Virkelig heden Tilfældet. Det fører til, saaledes som de høie Dommere ville have hørt baade under Dokumentationen og det Foredrag, den ærede offentlige Anklager nys har holdt, at postulere, at naar blot en enkelt Rigsdagsmand har sagt et Ord i et af Thingene, saa er det en Bemyndigelse, saa foreligger der en konstitutionel Hjemmel for Administrationen, saa handler Administrationen ikke længer under sit eget Ansvar, men saa handler den ifølge en Bemyndigelse, som siges at ligge i Forhandlingerne; den offentlige Anklager behøver aldeles ikke et Votum for at tale om en saadan Bemyndigelse. Man nævner blot en Sag i Finantsudvalget eller i Thinget, der er En eller Anden, der staar op og mener, at det kunde være meget godt, om det skete, og saa har Ministeren efter Anklagerens Formening en konstitutionel Hjemmel. Det er ikke nødvendigt, at dette ster i begge Thing; der er flet ikke Tale om Nødvendigheden af, at det sker i Landsthinget, den konstitutionelle Hjemmel er tilstede, saasnart der blot i Finantsudvalget har været for handlet derom, og man derved, som det hedder, har sikkret sig Overensstemmelse med Repræsentationen, med Rigsdagen. Det er ganske vist, at den ærede offentlige Anklager kan paavise, at Administrationen i mangfoldige Tilfælde paa denne Maade har bragt Sager paa Bane i Rigsdagen, i hvilke Administrationen virkelig var berettiget til at handle selvstændig og efter sit eget Skjøn; men det ligger jo i Sagens Natur, at Regje 11*
