6te Retsmøde.
Forsvarerens Foredrag.
154
petence, er aldeles utvivlsom urigtig, hvad enten man, saaledes som man jo ved de tidligere Forhandlinger navnlig fra Finautsudvalgenes Side har været tilbøielig til, har villet se en Competenceoverskridelse deri, at Administrationen overhovedet skulde savne Bemyndigelse til at sælge en Statseiendom af denne Beskaffenhed, at altsaa Bemyndigelse til at sælge maatte søges i Finantsloven, hvis Position man derhos opfatter ikke blot som Bemyndigelse men som et Paalæg om at sælge paa en vis Maade, eller man, hvad den ærede offentlige Anklager synes at være mest stemt for, vil se Competenceoverskridelsen deri, at man, som jeg tror, han sagde, ikke har solgt men, har anbragt Statens Grunde i et Kunstværk. Det er jo den ærede offentlige Anklagers særlige Vending, men, saa vidt jeg veed, har der ikke været Spor af denne Maade at se Sagen paa under de tidligere Forhandlinger, hverken i Folkethinget eller i Statsrevisionen. Det var et Punkt, der kom frem i den sidste Udvalgsbetænkning, der foreligger, om hvilken det er givet, at den ærede offentlige Anklager er Forfatteren. Hvad enten man altsaa ser det paa den ene eller anden Maade, saa tror jeg, at det er aldeles urigtigt, at der her skulde foreligge nogen Competenceoverskridelse. Det undrer mig imidlertid ikke paa nogen Maade, at en saadan Paastand er kommen frem og er bleven forfægtet paa de Stadier, denne Sag har gjennemgaaet; thi det hører engang med til det konstitutionelle Liv, at de engang afstukne Competencegrændser, saaledes som de ere givne i Forfatningen, aldrig tilfredsstille Repræsentationen, forsaavidt der er hjemlet Administrationen et Omraade, indenfor hvilket den kan bevæge sig med nogen Frihed. Repræsentationen er idelig beskæftiget med at indsnævre det Omraade, som forfatningsmæssig tilkommer Administrationen. Theoretisk er man fuldstændig paa det Rene med, at Administrationen bør have sit Omraade, at der er noget, der hører Administrationen til, og at det her bør være Administrationen, der har Afgjørelsen efter sit Skjøn og under sit Ansvar, det vil være urigtigt at binde Hænderne paa den, man bør give Administrationen nogenlunde frie Hænder for ikke at tilintetgjøre Følelsen af dens Ansvar. Theoretisk er man enig derom, og theoretisk tror jeg ogsaa, det er indrømmet, at Administrationen har ganske
