6te Retsmøde.
Forsvarerens Foredrag.
152
afsluttet Retshandel. Jeg skal altsaa ikke fastholde Fiktionen
om det tredobbelte Ansvar, men gaa ud fra, at det er Krieger,
som har det Ansvar, der maatte findes at være i denne
Sag. Jeg tror, han kan boere det alene, og der er for hans
Vedkommende, som sagt, ikke nogensomhelst Tanke om at ville
skyde det over paa nogen af de efterfølgende Finansministre;
men jeg har dog ligeledes Bemyndigelse af disse til at udtale,
at det Ansvar, der maatte befindes for dem, ere de
fuldstændig villige til at bære. Der skal ikke blive Tale om i denne
Sag at forsøge paa at flyde over fra den Ene til den Anden;
det er vel en Forventning om, at noget saadant kunde ske,
der har medført, at man retter sin Anklage baade imod
Krieger og imod Holstein og Fonnesbech. Man kunde, forekommer
det mig, have forsvaret en Anklage for de to førstes
Vedkommende, man kunde have paaberaabt sig, hvad den offentlige Anklager
jo ogsaahar gjort,at man ikke selv kunde afgjøre, naar den
Retshandel var bleven bindende, men man maatte saa have stillet Ansvaret
alternativt. For saa vidt imidlertid Krieger maa hævde for
sig Ansvaret i denne Sag, skal jeg udtale at han dog ikke kan
hævde for sig at have „taget Initiativet” til den indgaaede
Retshandel, saaledes som det er udtalt i Anklageskriftet. Det
er dokumenteret, at det ikke er Krieger, men Tietgen, der har
den Ære, der i saa Henseende maatte tilkomme Nogen.
Det er altsaa Krieger, der har gjort, hvad der i denne
Sag maatte være at dadle. Den offentlige Anklager har
fremhævet, at der i dette Navn ligger nogen Garanti for
et nøie Kjendskab saa vel til Forfatningens Grundsætninger
overhovedet som særlig til Repræsentationens Standpunkt og
Villie i denne Sag, og jeg skal indrømme, at et saadant
Kjendskab har været tilstede. Der er neppe mange her i Landet,
der have et nøiere og mere indgaaende, paa en uafbrudt
Deltagelse i det offentlige Liv i de forskjellige Stillinger som
Folkerepræsentant og som Medlem af Regjeringen bygget
Kjendskab til vor Forfatning, dens Anvendelse og dens
Udvikling end Ordføreren i den grundlovgivende Rigsforsamling
har, og saa vist som det er Tilfældet, faa vist forekommer
det mig at have sin Betydning for den, der vil yde Krieger
fuld Retfærdighed, at det ingenlunde — en saadan Erklæ-
