Forsvarerens Foredrag.
6te Retsmøde.
151
og jeg tror virkelig, at den ærede offentlige Anklager maa gjøre sit Valg. Han maa fortælle, hvem det egentlig er, han vil have offret; han kan faae i det allerhøieste een Minister offret, men han kan ikke faae en hel Hekatombe. Det er ikke muligt, og for saa vidt han ikke pnfler at trceffe et Valg, paahviler det mig fom Forsvarer at udtale, at jeg kan ikke være med til denne Fiktion om, at der skulde være tre Ansvar her, og i det følgende maa jeg derfor gaa ud fra Forholdet, som det er, at er der begaaet noget urigtigt, noget strafbart, er der nogen, som har Ansvar derfor, saa er det Krieger, og han agter heller ikke at unddrage sig det. Saaledes stiller Sagen sig for mig. Det er nemlig mig indlysende, at naar Etatsraad Tietgen efter de mundtlige Forhandlinger, der ere gaaede forud for hans Skrivelse af 30te Mai, gjør Krieger et bestemt Tilbud, som med Modifikationer, ligeledes baserede paa mundtlige Aftaler, blive accepterede den 19de Juni, hvorefter Tietgen samme Dag siger: Jeg vedtager det Hele og anser altsaa den Sag for at være i Orden, saa er det en definitiv afsluttet Handel, der forelaa, da Krieger fratraadte, og at hans Efterfølger kan ikke, hvor lidet han end ønsker at unddrage sig derfor, komme til at faae nogetsomhelst Ansvar. Jeg tror nu ogsaa, som allerede bemærket, at Anklagemyndigheden i denne Sag nærmest sigter paa Krieger. Det er i saa Henseende betegnende, at naar der nævnes disse særdeles graverende Omstændigheder, som Retten ikke maa overse, naar Ansvaret skal bestemmes, glemmer den offentlige Anklager aldeles, at der er to andre Tiltalte foruden Krieger. De skjærpende Omstændigheder knytte sig udelukkende til Kriegers Ansvar. Han omtales som den, der har drevet den afgjørende Del af Forhandlingerne, som den, der har understrevet Accepten paa Tietgens Tilbud, som den, der paa den sidste Dag af sin Funktionstid har truffet en indgribende og extraordinær Foranstaltning til Skade for Statskassen, fom den, der har foregrebet sin Efterfølgers Handlefrihed, ja, endogsaa som den eneste Minister, om hvem det kunde formodes, at han havde Mod til ad den Vei at forgribe sig paa Statens Eiendom. Det er altsammen Udtalelser, der ikke lade sig forene med den Betragtning, at Krieger kun havde overgivet sin Eftermand Forhandlinger, men ikke en
