Forsvarerens Foredrag.
6te Retsmøde.
149
Holstein har afsluttet, Fonnesbech har fuldbyrdet, eller man,
saaledes som man senere har gjort det mindre ciceroniansk men
derfor ikke mere logisk, siger: Krieger har accepteret Tietgens
Tilbud, Fonnesbech har fortsat og videre udført den af Krieger
indledede Retshandel og derved paaført Staten det Tab, som
Krieger var i Begreb med at paaføre det — saa ser jeg ikke,
hvorledes dette kan bestaa for den almindelige Logiks
Fordringer.
Det man mener, at Holstein skulde have gjort, var jo
— det udtalte den ærede offentlige Anklager — at han skulde
have forsøgt de til Raadighed staaende Retsmidler, for at
befri Statskassen for denne Retshandel; men stod der
saadanne Retsmidler til Raadighed? Var det muligt at sige til
Tietgen: Vi ere ikke bundne, og kunde en Proces herom
vindes, saa vilde dog den retslige Stilling være denne, at
Finansminister Krieger ikke havde efterladt sin Efterfølger en
bindende Aftale, men kun havde efterladt ham Forhandlinger,
ikke Forpligtelser, og saa maatte Ansvaret falde bort for
Finansminister Krieger. Og nu det Andet, som Anklageskriftet
fordrer, at man skulde have gjort, nemlig et Forsøg paa at
henvende sig til Rigsdagen, for at opnaa dennes Samtykke
til Retshandelen, — det vilde dog vel være Fonnesbech, der
skulde have gjort dette, ikke Holstein, idet der, da han
underskrev Købekontrakten, ikke var nogen Rigsdag samlet. Altsaa
skulde det vel nærmest være heri, at man skulde se Fonnesbechs
strafskyldige Delagtighed i den strafbare Gjerning, at han den
5te Januar 1875 underskrev et Skjøde, som han ubetinget
ved Dom kunde tilpligtes at underskrive, uden at han i
Forveien havde gjort noget Forsøg paa at faae Rigsdagens
Samtykke til den allerede fuldstændig afsluttede Retshandel.
Det maa vel være det, der menes med at benytte „de
konstitutionelle Midler.” Men i selve Anklagelsesskriftet har den
ærede offentlige Anklager udtalt og i Dag yderligere
fremhævet, at det vilde være en aldeles fortvivlet og haabløs
Gjerning at komme med denne Retshandel til Rigsdagen og
bede om dens Samtykke. Intet var klarere, end at man ikke
paa nogen Maade kunde faae Rigsdagens Samtykke til, hvad
der saaledes var foregaaet. Jeg skal tillade mig at spørge,
