6te Retsmøde.
Forsvarerens Foredrag.
148
Virkeligheden ikke afslutter den men har forbeholdt sin Eftermand fuld Frihed saavel til at undlade at gaa videre som tilsat føre Sagen videre ad den Vei, der er anvist, at forelægge Sagen for Rigsdagen og gjøre dens Afslutning afhængig af den. Jeg tillader mig at spørge: Naar man ikke vil lade Finantsminister Kriegers Accept af 19de Juni af Tietgens Tilbud vcrre bindende for Staten, hvor bliver saa Finantsminister Kriegers Ansvar af? Og jeg skal tillade mig at vise, hvor stærk en Logik, der har været i, hvad der her er sagt, thi det har hverken været Affatterne af Anklageordrerne — hverken den første eller den, der blev den endelig gjældende — eller den offentlige Anklager muligt at undgaa Selvmodsigelse. Det er ganske vist Finantsminister Krieger, som man naturlig maatte lægge Ansvaret paa, det tror jeg at kunne gaa ud fra, og saa længe man taler om ham, siger man, at han har accepteret dette Tilbud, at han har bragt det til den foreløbige Afslutning — det vil vides, at Ordet „foreløbig” i den Forstand meget vel kan bruges, uagtet Afslutningen er endelig bindende. Man gaar altsaa ud fra en Accept med den sædvanlige Følge deraf, at der er udgaaet en juridisk bindende Retshandel. Men naar man saa kommer til Holstein og Fonnesbech og taler om den videre Udførelse, de skulle have gjort sig skyldige i, hvad kalder man saa det, Krieger har gjort? Det kalder man den af Krieger indledede Retshandel, og saa beklager man sig over, at de have videre udført og fuldbyrdet det Tab og den Skade, „man” var i Begreb med at paaføre Staten. Dette vil sige: Krieger har nu, da man taler om Holstein og Fonnesbech, kun indledet en Retshandel, ikke afsluttet den; han har ikke tilføiet Staten et Tab, men han har kun vceret i Begreb med at tilføie Staten et Tab; men skyldig bliver man da vel ikke, fordi man har indledet en uheldig Retshandel, og skyldig bliver man da ikke til Erstatning og heller ikke til Straf, fordi man har været i Begreb med at tilføie et Tab, som man i Virkeligheden ikke tilføier, idet man træder tilbage, inden der bevirkes noget Tab. Saaledes staar Sagen altsaa, og hvad enten man, fom det første Anklageudkast, bruger den ciceronianske Vending: Krieger har aftalt,
