6te Retsmøde.
Forsvarerens Foredrag.
146
Opfattelse, den, man begyndte med i denne Sag — om, at
Salget, saaledes som det forelaa, skulde give Etatsraad Tietgen
en betydelig Kapital ihænde til at anbringe i Kirken. Jeg
skal senere komme til at vise, hvad Skønsforretningen i saa
Henseende i Virkeligheden gaar ud paa, men jeg skal her strax
udtale, at det ikke vil være undgaaet Dommernes
Opmærksomhed, at de 268,000 Kr., som Skjønsmændene have ansat
som Værdien af de Byggegrunde, Etatsraad Tietgen har
overtaget, kun ere ansatte som Værdi under Forudsætning af, at
han kunde slippe med det halve Gadeanlæg, medens
Forholdet er dette, at Tietgen har paataget sig Forpligtelsen til
at bekoste det hele Gadeanlæg, og jeg skal senere paavise, at
det simple og korrekte Udtryk for Resultatet af
Skjønsforretningen er, at Tietgen har betalt Grunden nogle Tusinde
Kroner for dyrt. Der bliver altsaa intet til at bygge Kirken
for. Herved tror jeg ganske vist, at der er meget vundet, og
havde dette staaet ganske klart fra Begyndelsen af, tvivler
jeg meget paa, at man overhovedet var kommen til at tale
om Competenceoverskridelser.
Men naar man nu vilde reise denne Anklage, er det dog
sikkert en noget let Maade, man har taget det Spørgsmaal
paa, hvem man skulde drage til Ansvar. Man har her det
Særsyn, den Besynderlighed, at man retter et Søgsmaal for
den Competenceoverskridelse, der altsaa stal være begaaet der
ved, at en Staten tilhørende Gjenstand er solgt ved en
Retshandel, mod tre successive Finantsministre, som man
kumulativt vil gjøre ansvarlige. Jeg har forgjæves i
Anklageskriftet søgt efter den rationelle Begrundelse heraf, og jeg har
ligeledes forgjæves ventet at høre noget derom fra den
offentlige Anklagers Side i det Foredrag, han nys sluttede. Det
er ganske vist ogsaa et Spørgsmaal, der har ligget over hans
Kræfter, hvilket paa ingen Maade siges af mig for at yttre
noget nedsættende om disse; thi det har i og for sig været en
Umulighed at begrunde dette. Det er en Feil, Anklageordren
har begaaet, som er fuldstændig uhelbredelig. Anklageordren,
har sat et kumulativt Ansvar, hvor der ikke paa nogen Maade
kunde være Tale om andet, end en Tvivl om, hvem der var
den Ansvarlige. Hvis der virkelig, som den offentlige Anklager
