Anklagerens Foredrag.
6te Retsmøde.
135
Finantslovens Bemyndigelse. Det er sikkert, at en saadan Udtalelse i 1874 under en saa stærk Partimodsætning, som da fandtes her i Landet, at en Handling, der kunde overvinde denne Partimodsætning og frembringe det Særsyn af en enstemmig Indstilling fra Finansudvalget, som førte til en lige saa enstemmig Beslutning — nei, der var dog een Stemme imod, men den førte dog hele Folkethinget sammen mod en eneste Stemme — er et Vidnesbyrd om, i hvor høi Grad man var paa det Rette med sig selv om, hvad Meningen var med Finantslovspositionen, og hvor klart det stod for alle Thingets Medlemmer, at der her var sket noget, som var et Brud paa de Aftaler, der vare trufne, og den sande Mening af den Bestemmelse, som var optagen paa Finantsloven. Siden hen gik det imidlertid, som den ærede Defensor under Dokumentationen har gjort opmærksom paa, saaledes, at ogsaa dette Spørgsmaal blev et Partispørgsmaal, idet man ved Afstemningen over Rigsretstiltalen delte sig i Venstre og Høire; men at den sjeldne Samdrægtighed ikke har kunnet holde sig lige over for den stærke Partideling selv i et saadant Spørgsmaal, svækker ikke det Argument, der ligger i, at Folkethinget ved den første Afstemning var enigt i sin Opfattelse af dette Spørgsmaal. Men da man nu begyndte at forsvare Ministeriet, er det forklarligt, at man ikke blev staaende ved den historiske Begrundelse men søgte en anden Grund, som man fandt i Administrationens Selvstændighed og Uafhængighed. Denne Betragtning af Administrationens Stilling kom frem paa en ret ejendommelig Maade; det var nemlig det Udvalg, der ifølge Forslag fra Finantsudvalget var blevet nedsat til at undersøge Sagen, som drog det frem, idet dette Udvalg mærkelig nok blandt andre Spørgsmaal ogsaa spurgte Ministeriet, om det ansaa sig berettiget til, asset fra Finantslovspositionen, at følge denne Plads. Jeg siger, at det var for saa vidt et noget mærkeligt Spørgsmaal, da alle vare enige om, at Regjeringen havde tilstrækkelig Bemyndigelse til at sælge Pladsen, nemlig paa Finantsloven. Hvad Meningen var med dette Spørgsmaal, fik man at se af Finantsministeriets Svar. Dette Svar gik nemlig ud paa, at det skulde forstaa sig af sig selv, at Ministeriet godt kunde sælge en saadan
