6te Retsmøde.
Anklageren Foredrag.
134
1868—69, som gik over fra Finantsloven for 1869—70 til de
senere Finantslove, indtil Positionen gik ild efter Afhændelsen i
1874. — Inden jeg forlader den historiske Del af Sagen, vil
jeg dog endnu gjøre opmærksom paa, at gjennem disse
Udtalelser fra Rigsdagens Side og gjennem disse Afstemninger
gaar der ganske vist i de fleste Tilfælde, i alt Fald i
Begyndelsen, en Frygt for, at det skulde blive Statskassen, der kom
til at betale Fuldendelsen af Kirken. Det er det, der gjør
sig gjældende ved Afstemningen 1862, men i Afstemningen 1866
om Industriforeningsbygningen er det ikke Tilfældet, der var det
ikke Statskassen, som skulde betale Fuldendelsen. Det, der skete i
Rigsdagen, er altsaa ikke blot det, at man forkastede at give noget
af Statskassen til denne Ruins Fuldendelse, men man har ogsaa
forkastet at give noget af Statskassen til denne Ruins Bevaring
som Ruin, og man har endelig i Rigsdagen forkastet at overlade det
til Private uden Vederlag at gjøre noget ud af den. Man har
altsaa hverken selv villet bidrage Noget til Ruinens Fuldendelse eller
til dens Bevaring eller villet tillade, at Andre uden Vederlag
modtog den for at gjøre Noget ud af den. Det er de
tidligere Afstemninger, og disse Afstemninger finde deres
naturlige Afslutning i et Forslag, som gaar ud paa, at der ikke
skal ske noget Kunstnerisk med Ruinen, men at den skal gjøres
i Penge. Den Berettigelse, man saaledes har villet hævde
for Ministeriet paa Grund af, hvad man har kaldet denne
Sags historiske Gang og Stilling, opløser sig i lige det
Modsatte, idet dens historiske Udvikling bestemt og tydelig viser,
at man ikke har villet give Regjeringen nogensomhelst
Bemyndigelse til at gjøre andet ud af denne Plads end Penge.
Sagens historiske Gang er det bedste Bevis for, at Rigsdagens
Mening med Finantslovspositionen 1869—70 var den, at
Pladsen og Ruinen skulde gjøres i Penge. Det er derfor
ganske naturligt, at man ikke har nøiedes med dette historiste
Argument, som i Virkeligheden viser sig at være af en mere end
problematisk Natur, men har anført et andet Argument; man har
troet at kunne forlade Finantslovens Standpunkt for at føre
Sagen ind paa et helt andet Omraade, nemlig paa det administrative.
Jeg vil her erindre om, at efterat Ashændelsen var
sket, udtalte Finantsudvalget enstemmig, altsaa uden
nogen Partideling, at Ministeren herved havde overskredet
