Anklagen Foredrag.
6te Retsmøde.
133
Kjøbenhavns Kommunalbestyrelse — at Ruinen burde nedbrydes, og jeg har viist, at det senere hen under Rigsdagens Forhandlinger hovedsagelig er den Side af Rigsdagen, som stærkest og skarpest har udtalt sig for Ruinens Nedbrydelse, der ellers nærmest pleier at støtte Kunst og Videnflab. Hvis der altsaa kunde anføres noget i den Retning for Ruinen, er det noget, fom aldrig har øvet nogen Indflydelse paa Publikum. Men den Indflydelse, som disse Kunstbetragtninger have øvet til at standse en nyttig og hensigtsmæssig Anvendelse af Pladsen, er bleven brudt og har ikke, saaledes som jeg allerede har antydet det, holdt sig længere end til ved det Lag 1865—66. Siden den Tid hører man ikke noget om, hvad Kunsten kræver paa det Punkt. Hvorledes den almindelige Stemning var den Gang, fremgaar ikke blot af, hvad jeg allerede har fremført om Regjeringens Opfattelse og Udtalelser, men kommer ogsaa frem paa anden Maade. Jeg behøver blot at minde om den Avisartikel fra „Dagbladet”, som den høie Ret har hørt, og som utvivlsomt udtrykker, hvad der den Gang var det dannede Publikums Mening om denne Sag. Den daværende Lærer i Arkitektur ved Kunstakademiet, Klein, udtaler deri, at alt, hvad man har argumenteret for Ruinens Betydning som Kunstværk, beror paa lutter Misforstaaelse, er den bare Humbug; han udtaler, at det i kunstnerisk Henseende ikke har nogensomhelst Betydning for fremtidige Byggearbejder, hvad der staar af Ruinen, men at dette snarere vil være til Besvær end til Hjælp. Det synes at tyde paa, at der ikke mere i Kunstakademiets Holdning er den enstemmige Sammenslutning, som den Gang man med Thorvaldsens Minde traadte i Skranken for at faae denne Ruin bevaret til de kommende Tider. Men ogsaa dette bestyrker, hvad jeg for sagde, at der skete et Omslag ved det Lag 1865—66, som gjorde, at ogsaa de Kredse, som tidligere havde holdt paa Ruinens Fuldendelse og Bevaring, nu enten vege til Side eller ogsaa gik over til Modpartiet, og dette forklarer igjen, at de følgende Forslag paa Rigsdagen saa glat kunde vedtages og vinde Tilslutning hos Regjeringen, saaledes som Tilfældet var med det Forslag, jeg har nævnt, af A. Hage i Samlingen 1867—68 og med Fonnesbechs Forslag
