6te Retsmøde.
Anklagerens Foredrag.
128
Hagerne, Thune og Brygger Jacobsen, vistnok Mænd, i hvilke man ikke pleier at se Vandaler. Alle disse Mænd have mer og mindre stærkt og indstændigt — undertiden endogsaa paa en temmelig energisk Maade — udtalt sig for at gjøre Eiendommen i Penge paa den hensigtsmæssigste Maade, det vil sige ved at nedbryde Ruinen. Det eneste Medlem, der, saa vidt jeg kan se, har udtalt en Slags Forkjærlighed for Ruinen, er et Medlem, der i Reglen ikke regnes til den Side, som repræsenterer Kunst, Videnskab, og Dannelse. Det er Tscherning, som engang har udtalt, at hvis Ruinen lod sig fuldføre paa en billig Maade, kunde der være Grund til at fuldføre den, eftersom det da kunde siges, at der var Trang til en Kirke i denne Del af Byen, og han udviklede — det fremgaar ikke ganske klart, om det ogsaa er hans egen Dom — at efter hvad han havde hørt af Folk, der vare kompetente i den Retning; skulde det være et meget værdifuldt Stykke Ruin. Det er det eneste Medlem i Folkethinget, som har udtalt noget, der kunde ligne et Ønske om at fuldføre Ruinen som Kirke. Et andet Medlem af Rigsdagen, Krieger, har ganske vist i Landsthinget udtalt, at han vilde beklage, om Ruinen blev nedbrudt, men det er, tror jeg, ogsaa de eneste vægtige Stemmer, som med noget Skin as Grund kunne anføres for den Anskuelse, at Ruinen burde bevares. Det er altsaa kun tvivl somme og tvetydige Udtalelser af Tscherning i Folkethinget og Krieger i Landsthinget, som kunne anføres til Grund for Ruinens Bevarelse, medens alle andre Medlemmer, der have havt Ordet, ere gaaede i modsat Retning og ved Begrundelsen af deres Mening have behersket Afstemningen. — Naar man saa vil sige, at hvis det virkelig havde været Meningen, at man ikke vilde gjøre andet ved denne Plads end at bringe en Pengesum ud af den til Fordel for Statskassen, vilde det ikke have varet 25 Aar, inden man fik en Afgjørelse af Sagen, saa er det klart, at man her maa gjøre en Forskjel. Naar man siger „man”, maa man vide, hvad det er for et „man”, der er Tale om. Det er ganske vist, at Rigsdagen, saaledes som godtgjort, bestandig har ønsket at faae Pladsen, realiseret til Statskassens Fordel, efter at Ruinen var fjernet; men Rigsdagens Villie var jo i og for sig ikke tilstrækkelig til at gjen-
