Side:Rigsretstidende 2den Sag (1877).pdf/129

Denne side er ikke blevet korrekturlæst

Anklagerens Foredrag.

6te Retsmøde.

121

var det jo nemlig givet, at Ruinens Nedbrydelse ikke skulde ligge i den Plan, hvorpaa Tillisch tænkte, og saa erklærede Folkethinget, at det ikke fandt Tidspunktet beleiligt til at realisere en saadan Plan. Det eneste Forslag fra Regjeringens Side, som klart og bestemt indeholder en Fuldendelse af Ruinen, er det Forslag, som Estrup fremkom med i Samlingen 1865—66, Forslaget om at overdrage det Hele uden Vederlag til Industri­foreningen for at faae det fuldendt til en Industriudstillingsbygning. Det er jo altsaa klart nok, at der deri laa den Tanke, at Ruinen skulde fuldendes, at der skulde gjøres en Kunstbygning ud af den, særlig en Industriudstillingsbygning. Dette Forslag om saaledes uden Bekostning for Statskassen at faae gjort en Kunstbygning af Ruinen, fandt nogen Tilslut­ning i Finantsudvalget, idet et Flertal af samme anbefalede Forslaget. Det blev under Forhandlingerne oplyst, at dette Flertal var 6 Medlemmer mod 5, idet Finantsudvalget den Gang bestod af 11 Medlemmer, og under Behandlingen i Thinget blev dette Flertal i Virkeligheden til et Mindretal, idet et af Flertallets Medlemmer, nemlig Winther, gik over til Mindretallet. Men uagtet dette Forslag, som altsaa var et Forslag til at fuldende Ruinen til Kunstbygning uden positiv Bekostning for Statskassen, idet Statens Tilskud alene bestod i Grunden og Materialierne i Ruinen — uagtet dette For­slag blev anbefalet af Regjeringen og støttet, i alt Fald tilsyneladende, af et Flertal af Finantsudvalget, blev det ikke vedaget i Folkethinget, men dette forkastede Forslaget med 62 Stemmer mod 23. Jeg skal endnu kun tilføie, at de Motiver, hvormed Finantsudvalget ledsagede sin Anbefaling, ikke var Ønsket om at faae en Kunstbygning opført, men først og fremmest Faren for engang i Tiden at skulle komme til at betale en Kunstbygning. Tanken hos de Medlemmer af Finantsudvalget, som stemte for, at man saaledes hellere skulde give det Hele fra sig uden Vederlag, var den, at man havde den Risiko, at en Minister engang kunde komme og faae et Flertal i Folkethinget, for at gjøre noget ud af Ruinen, som vilde kræve Penge. Der laa altsaa heller ikke deri noget nationalt Ønske om at faae et monumentalt Bygningsværk opført paa Pladsen, men der laa et praktiskt, et finantsielt

Rigsretstidenden.

2den Sag.

9