Side:Rigsretstidende 2den Sag (1877).pdf/128

Denne side er ikke blevet korrekturlæst

6te Retsmøde.

Anklagerens Foredrag.

120

paa denne Plads under en Forudsætning, der var aldeles foreløbig, den nemlig, at Ruiner: skulde blive staaende. Efter at Kayser havde udviklet, at man ikke burde kaste Pengene hen til at pynte paa en Plads, som efter kort Tids Forløb vilde blive raseret, forkastede Folkethinget denne Bevilling med 47 Stemmer mod 29, efter at Lehmann i Forveien havde sagt, at han nu maatte henstille til Thinget, om det vilde ende denne Sag med en saadan Dødsdom over Ruinen, som den, Kayser havde udtalt. Det er altsaa to Regjeringsforslag, hvis Be­handling og Udfald dog i Sandhed ikke skulle tale for, at der har været et Folkeønske om at faae Ruinen vedligeholdt.
Det næste Forslag var det,som i 1864—65 fremkom fra Tillisch og gik ud paa at søge en Bevilling til at forberede Salget af Pladsen med Bygning og Materialier. Pladsen med Bygning og Materialier blev vistnok i Folkethinget opfattet og kunde vel neppe opsattes anderledes end som den hele Plads med Bygning og Materialier, derunder ogsaa den saakaldte ufuldendte Bygning, Ruinen. Man gik meget villig ind paa at give denne Bevilling; det var netop det, man ønskede, at faae det Hele bort. At det virkelig i Folkethinget blev forskaanet saaledes, at man derved tænkte paa det Hele, fremgaar synes mig, temmelig tydelig af Finansudvalgets Betænkning derover, idet det deri siges, at det er et Forslag til Disposition over hele Pladsen; der bruges netop Udtrykket „hele Pladsen” i Betænkningen. Denne siger desuden, at da Sagen er kommen ind paa dette Stadium, at man tænker paa at reali­sere hele Pladsen, saa følger det af sig selv, at man ikke kan bevilge noget til Regulering og Beplantning og yderligere Anlæg; men havde Meningen været at beholde Ruinen, saa var der ikke noget til Hinder for at fortsætte Arbeidet med Veiene over Pladsen omkring Ruinen, saaledes som den stod. Da imidlertid Tillisch's Forslag kom i Landsthinget, mødte han der Lehmann, som naturligvis ikke kunde finde sig i, at hans Ruin blev nedbrudt, og under Angrebet af Lehmann, som den Gang heri blev støttet af Krieger, erklærede Tillisch, at han i det Hele ikke havde tænkt paa, at Ruinen ogsaa skulde rives ned. Det næste Aar kom det samme Forslag tilbage til Folkethinget, og saa blev det forkastet af dette. Nu