Anklagerens Foredrag.
6te Retsmøde.
119
med Ruinen, men paa den Betingelse, at Ruinen blev reven ned, idet man fremhævede mange Grunde, hvorfor det ikke vilde være hensigtsmæssigt at bygge, saalænge Ruinen endnu var paa Pladsen. Denne Betragtning blev senere gjentagen i 1854 under en fornyet Forhandling med Kommunalbestyrelsen, og denne Betragtning, som med saa stor Styrke fastholdtes af Kommunalbestyrelsen, fik nu en formel Tilslutning i Rigsdagen, idet Folkethinget gjorde den Opfattelse til sin, at man ikke burde tænke paa at bebygge Pladsen, førend man først havde skaffet Ruinen bort. Dette var altsaa Svaret paa Lehmanns Tanke om, at Ruinen skulde gjemmes til fremtidig, Fuldendelse, og til dette Svar sluttede Folkethinget sig med 69 Stemmer imod 12, idet det er det Stemmeantal, hvormed Lehmanns Forslag blev forkastet. Det gik imidlertid der, som det pleier at gaa; naar Forhandlingen gaar en Minister eller Forslagsstiller imod, saa søger han gjerne mod Slutningen at redde saa meget ud af Nederlaget, som han kan, og Lehmann gik ogsaa ud af denne Forhandling med en Vending, som om Sagen kun var opsat for siden at tages for til fornyet Overveielse. Under denne samme Rigsdagssamling kom han ogsaa virkelig med et fornyet Forslag, hvori han havde opgivet Ruinens Bevarelse til fremtidig Bebyggelse. Han havde opgivet den Bevilling, han tidligere havde forlangt til at cementere Ruinen, for at den ikke skulde lide yderligere Forringelse. Der var dernæst ikke Tale om at bebygge Pladsen, saalænge Ruinen stod derpaa; men det var et rent Forslag om at regulere, beplante og anlægge Pladsen om Ruinen, saaledes som den staar i dette Øieblik. Forslaget gik kun ud paa at lade Ruinen være, som den er, og lade den i Tidens Løb falde sammen, hvis den maatte det; men der var dog i dette Forslag det, at Ruinen ikke skulde nedbrydes, og at Pladsen skulde indrettes under Forudsætning af, at Ruinen blev staaende. Dette Forslag, som altsaa var ganske anderledes uskyldigt end det forrige, men hvori der dog. altsaa laa den Tanke, at Ruinen skulde beholdes, blev forkastet og det efter en Diskussion, hvori navn lig H. H. Kayser med stor Styrke og Kraft havde gjort gjældende, at man ikke burde bekoste en saa stor Sum — der var Tale om 10,000 Rd. —
