Side:Rigsretstidende 2den Sag (1877).pdf/125

Denne side er ikke blevet korrekturlæst

Anklagerens Foredrag.

6te Retsmøde.

117

førelse. Det kommer igjen i det Udvalg, som var nedsat over Statsrevisionens Betænkning, idet Mindretallet atter der fremhæver de vægtige Stemmer, der skulde have udtalt sig for Ruinens Bevarelse og Fuldendelse, og gjentager, at den mod­satte Anskuelse hviler paa en fuldstændig Miskjendelse af denne Sags historiste Stilling. Det vil nu forstaas, at jeg efter den Stilling, som man saaledes har taget fra den anden Side, kunde føle mig opfordret til i større Grad, end det maaske ellers var naturligt, at tage denne Sags Historie frem, idet jeg troster mig til at vise, at denne Sags Historie gaar lige stik i modsat Retning og det i en saadan Grad, at man maa forbauses over, at Nogen har kunnet opstille Paastande som disse, idet Sagens Historie netop er lige det Modsatte af det, man her paastaar. — Man har sagt, at der gjennem alle Regjeringens Forslag gaar den Tanke, at Ruinens Nedbrydelse var noget af det mest Beklagelige, der kunde ske. Men hvorledes er det gaaet disse Forslag? Der er ikke eet af dem, uden at det er blevet forkastet og det med en ganske overvæl­dende Majoritet. Alle de Forslag, hvori den Tanke mere eller mindre klart har kunnet skimtes, at Ruinen skulde fuldendes, ere forkastede og det, som sagt, med overvæl­dende Majoritet. Saaledes forholder det sig altsaa med Regjeringens Forslag. De Forslag derimod — thi senere kom der en Række Forslag i modsat Retning — der blev forstaaede i Folkethinget som indeholdende Ruinens Nedbrydelse, eller som virkelig ligefrem gik ud derpaa, ere blevne vedtagne med lige saa store Majoriteter, som de, hvormed andre modsatte Forslag ere blevne forkastede. Altsaa, naar man vil finde et Argument i Regjeringens Forslag og de Tanker, der ere gaaede derigjennem, saa vil det ses, at det er en noget underlig Betragtning, naar alle de Forslag, der have gjemt i sig, om end paa en dulgt Maade, denne Tanke, netop af Hensyn dertil ere blevne totalt forkastede, medens derimod de Regjeringsforslag, der gaa ud paa at nedbryde Ruinen og at afhænde Pladsen for en Pengeindtægt, ere blevne vedtagne. Jeg skal blot ganske kort nævne de Forslag, der saaledes ere fremlagte fra Regjeringens Side. Lehmann fremkom i 1862 med et Forslag, som skjulte Tanken om Ruinens fremtidige Fuldendelse. Det var ikke udtalt deri,