6te Retsmøde.
Anklagerens Foredrag.
116
af denne Position paa Finantsloven, var det nødvendigt at drage den tidligere Forhandling frem i saa vidt Omfang, som slet er. Men jeg tilstaar, at jeg havde tillige, idet jeg foretog dette Arbeide i saa stort et Omfang, en anden, mere nærliggende Grund. Denne Sag har nem lig sin Historie, ogsaa efter Afhændelsen, idet den har været Gjenstand for Behandling i en Række Folketingsudvalg foruden i Statsrevisionen, og for Fortolkning og Forklaring fra Ministeriets Side; men gjennem alt dette har man bestandig, saa ofte man har villet tage Ministeriet i Forsvar eller villet fremføre Undskyldningsgrunde for det, der er slet, i første Række haardnakket stillet Sagens Historie. Man har villet gjøre gjældende, at den Finanslovsposition, som der her er Tale om, maatte fortolkes paa en anden Maade end den, der efter Ordene laa nærmest, fordi denne Sags Historie skulde være af en saadan Beskaffenhed, at den skulde berettige til en mere tvungen Fortolkning, berettige til at underlcegge Udtrykkene en Mening, som ikke i og for sig laa i Ordene. Dette kom frem i den Skrivelse fra Finantsministeriet af 17de Decbr. 1874, som blev sendt Folkethingets Udvalg. Det blev deri sagt, at efter de hidtil førte Forhandlinger og stedfundne Overveielser kunde Ministeriet overhovedet ikke samtykke i Ruinens Nedbrydelse, og denne Tanke blev yderligere udviklet af Mindretallet i det nævnte Udvalg. Man paastod, at der gjennem alle de Forslag, som vare fremkomne fra Regjeringens Side, og alle de Forhandlinger, som vare førte i Rigsdagen, gik en Tanke, at Nedbrydelsen af Ruinen var den beklageligste af alle Løsninger; dette var klart og tydelig hævdet fra Regjeringens Side og ofte meget bestemt hævdet af Medlemmerne af Thinget, og denne Mening, denne Anskuelse var aldrig bleven underkjendt ved noget Votum hverken af Rigsdagen eller nogen af dens Afdelinger, og man tilføiede, at hvis det havde været Meningen at nedbryde Ruinen, vilde det ikke have varet i 25 Aar. Ganske den samme Tanke kommer frem i Statsrevisionens Mindretalsbetænkning, hvor Hr. Levy ogsaa gjør gjældende, medens han erkjender, at Ordene ikke i og for sig gaa i den Retning, at Ministeren efter Sagens historiske Gang og Udvikling kunde have nogen Grund til at anse sig for berettiget til at virke for Ruinens Fuld-
