5te Retsmøde.
Dokumentation.
102
Kristianshavn i Henhold til en af Thinget tidligere udtalt Anskuelse, og denne Anskuelse fastholder Thinget altsaa endnu i Samlingen 1851—52 i den oplæste § 4. Nu er det ganske rigtigt, som Defensor siger, at selve Lovforslaget er blevet forkastet i Landsthinget; men det samme gjælder ikke om Bemyndigelsen. Loven blev forkastet, fordi man ikke vilde have Porcellainsfabriken nedlagt, men ikke fordi man ikke vilde have Grundene paa Kristianshavn solgte; tvertimod blev det under Forhandlingerne fra flere Sider udtalt, at man gjerne vilde sælge dem. Men man behøvede ikke Loven af den Grund, thi om Salget var Ministeren enig med Repræsentationen.
Forsvareren (Klubien): Den offentlige Anklager har en fra min høist afvigende Anskuelse af, hvad der skal forstaas ved Samtykke og Bemyndigelse, idet han søger Samtykke eller Bemyndigelse i en Paragraf af et Lovforslag, der ikke blev til Lov. Jeg kan ikke se, at der fremgaar nogetsomhelst Andet af hele denne Episode med Porcellainsfabriken, end at vi igjen her have et Ministerium, som er fuldstændig paa det Rene med, at det kan sælge af Porcellainsfabrikens Grunde uden Samtykke eller Bemyndigelse fra Rigsdagen. At man ikke let kan komme til at sælge nogen Statseiendom, uden at der desangaaende kommer en Forhandling i Stand paa Rigsdagen, er jo givet, og hvis altsaa den offentlige Anklager vil, søge en Bemyndigelse i ethvert Ord paa Rigsdagen om Tilslutning til en Salgsbestemmelse, kan han faa Bemyndigelser i Snesevis, hvor Ministeren tror at have handlet uden nogen Bemyndigelse.
Den offentlige Anklager (Hørup): Det er ganske rigtigt, men der er ogsaa Bemyndigelser i Snesevis med Hensyn til disse Eiendomme. Der er nemlig Intet, som Rigsdagen hellere har givet Bemyndigelse til, end til at faa dem solgte, og denne Bemyndigelse er tidt given under meget uregelmæssige Former. Det, som det imidlertid kommer an paa, er ikke, at Bemyndigelsen staar i en Lovparagraf, men derimod at Ministeren, inden han sælger, har sikkret sig Rigsdagens Overens-
