Side:Rigsretstidende 1ste Sag (1855) - Stenographisk Beretning om Rigsrettens Forhandlinger i den under 26de Marts 1855 af Folkethinget mod flere forhenværerende Statsministre besluttede Rigsretstiltale.pdf/97

Denne side er ikke blevet korrekturlæst

87

lige Anklager, skjøndt jeg troer, at, hvad en saadan Exception angaaer, har den Paagjældende vistnok en større Beskyttelse i den retfærdige Ret, end at der behøvedes at tye til den offent­lige Anklager.
Hvad min ærede Collegas Replik angaaer, maa jeg bemærke, at jeg har fremsat min Exception med den Rolighed, som Sandhedens Magt giver. Det er langt fra mig, og det kan vistnok ogsaa det ærede Medlem af Retten, som før har været min Collega i Skranken, bevidne, at der skulde kunne være Tale om nogen personlig Rancune fra min Side. Jeg har fremsat min Indsigelse, fordi jeg, som jeg yttrede, ikke kunde opgive den uden at komme i Strid med min Retsbevidsthed, min Retsfølelse og Pligt som Forsvarer. Med den Rolighed, som jeg saaledes. besad, og som var fremgaaet af Overbeviisningen om det Rigtige i min fremsatte Indsigelse, var det mig derfor uventet at høre denne de Anklagedes og min første Exception, som vi dog kun ugjerne gik til, men dog gik til med fuld og stærk Overbeviisning, betegnet paa en saadan Maade, som skeet er. Det gjorde mig ondt, ikke af Hensyn til mig, men til de Anklagedes Stilling; dog, det vilde ikke sømme sig for mig at fortornes, naar de Anklagede, som saa længe have været Gjenstand for Fornærmelse, have baaret dette med Resignation, og jeg skal allerede af den Grund tilgive min ærede Collega det, fordi han sagde, at han var uforberedt med Hensyn t il denne Indsigelse. I et uforberedt Øieblik kunne saadanne Udtryk undslippe en Advocat; men det gjør mig ondt, at han har forsvaret dem saa slet, idet han sagde, at han fremsatte dem af sit Hjertes fulde Overbeviisning; det var uheldigt; men, som sagt, jeg tilgiver ham.
Hvad angaaer de 3 Punkter, hvorpaa min Exception grunder sig, og som bleve imødegaaede af min ærede Vederpart — denne Benævnelse anseer jeg det rigtigere at bruge om den offentlige Anklager, i Analogi med hvad der skeer i offentlige Forhandlinger, end at recurrere til de idelige personlige Betegnelser — da ere de alle 3 lige uforenelige med Dommersædet. Det første angaaer en Yttring, der er udtalt som en