86
vare sin Stilling som Dommer, og at ikke enhver futil
Indsigelse skal bevæge ham til at erklære sig villig eller pligtig til
at vige sit Sæde.
Formanden: Der er forekommet Udtryk i den ærede
Anklagers Foredrag, som vistnok i ethvert Fald helst maatte være
undgaaede, nemlig Udtrykkene „frivole” og „futile Indsigelser.”
Jeg har imidlertid efter den Sammenhæng, hvori de ere
forekomne, ikke ganske bestemt kunnet skjønne, om der deri laae
noget for Modparten Fornærmeligt eller ikke; men jeg har dog
i Henhold til Høiesterets-Instruxens § 29 fundet mig
foranlediget til at opfordre Secretairen til at notere det, for at det
nærmere kan komme under Rettens Bedømmelse og Afgjørelse.
— Iøvrigt antager Rigsretten i Henhold til Rigsretslovens
§ 92, at der ogsaa med Hensyn til saadanne præliminaire
Spørgsmaal som det foreliggende maa følges den Regel, at
Parterne have Adgang til at yttre sig to Gange, og jeg skal
derfor henstille til Forsvarerne, hvorvidt de maatte finde
Anledning til at benytte sig af denne Ret. Jeg skal imidlertid
efter fremsat Ønske først give Anklageren Ordet for en
personlig Bemærkning:
Anklageren: Efter hvad den ophøiede Dommer og
Formand har bemærket, skylder jeg at afgive den Erklæring, at
det naturlig viis ikke i fjerneste Henseende er faldet mig ind at
ville fornærme min Collega, der staaer som min Modpart i
nærværende Sag. Jeg har, hvad jeg troede mig fuldkomment
berettiget til, udtalt min Sjæls inderste Overbeviisning om
Indholdet af den fremsatte Indsigelse; jeg har i saa Henseende
udtalt min Mening, og den vedbliver jeg.
Etatsraad Salicath: Efter den meget ærede Formands
Tilladelse skal jeg besvare den offentlige Anklagers Yttringer.
Jeg maa med denne være enig i, at ingen af Skrankens nu
tilstedeværende Advocater har antaget, at exceptio judicis
inhabilis vilde være Gjenstand for Debat, idet de vare gaaede
ud fra, at dette Spørgsmaal ene hørte under den høie Ret.
Imidlertid kan jeg ikke Andet end erkjende det som en Yttring
af Humanitet fra Rettens Side, at Ordet er givet den offent-
