Side:Rigsretstidende 1ste Sag (1855) - Stenographisk Beretning om Rigsrettens Forhandlinger i den under 26de Marts 1855 af Folkethinget mod flere forhenværerende Statsministre besluttede Rigsretstiltale.pdf/96

Denne side er ikke blevet korrekturlæst

86

vare sin Stilling som Dommer, og at ikke enhver futil Indsigelse skal bevæge ham til at erklære sig villig eller pligtig til at vige sit Sæde.
Formanden: Der er forekommet Udtryk i den ærede Anklagers Foredrag, som vistnok i ethvert Fald helst maatte være undgaaede, nemlig Udtrykkene „frivole” og „futile Indsigelser.” Jeg har imidlertid efter den Sammenhæng, hvori de ere fore­komne, ikke ganske bestemt kunnet skjønne, om der deri laae no­get for Modparten Fornærmeligt eller ikke; men jeg har dog i Henhold til Høiesterets-Instruxens § 29 fundet mig foranlediget til at opfordre Secretairen til at notere det, for at det nærmere kan komme under Rettens Bedømmelse og Afgjørelse. — Iøvrigt antager Rigsretten i Henhold til Rigsretslovens § 92, at der ogsaa med Hensyn til saadanne præliminaire Spørgsmaal som det foreliggende maa følges den Regel, at Parterne have Adgang til at yttre sig to Gange, og jeg skal derfor henstille til Forsvarerne, hvorvidt de maatte finde Anledning til at benytte sig af denne Ret. Jeg skal imidlertid efter fremsat Ønske først give Anklageren Ordet for en person­lig Bemærkning:
Anklageren: Efter hvad den ophøiede Dommer og Formand har bemærket, skylder jeg at afgive den Erklæring, at det naturlig viis ikke i fjerneste Henseende er faldet mig ind at ville fornærme min Collega, der staaer som min Modpart i nærværende Sag. Jeg har, hvad jeg troede mig fuldkomment berettiget til, udtalt min Sjæls inderste Overbeviisning om Indholdet af den fremsatte Indsigelse; jeg har i saa Henseende udtalt min Mening, og den vedbliver jeg.
Etatsraad Salicath: Efter den meget ærede Formands Tilladelse skal jeg besvare den offentlige Anklagers Yttringer. Jeg maa med denne være enig i, at ingen af Skrankens nu tilstedeværende Advocater har antaget, at exceptio judicis inhabilis vilde være Gjenstand for Debat, idet de vare gaaede ud fra, at dette Spørgsmaal ene hørte under den høie Ret. Imidlertid kan jeg ikke Andet end erkjende det som en Yttring af Humanitet fra Rettens Side, at Ordet er givet den offent-