940
Tirsdagen den 26de Februar, Formiddag Kl. 10,
holdt Retten atter Møde. Samtlige dens Medlemmer vare
tilstede.
Formanden gav Ordet til
Advocat Liebe: Høie Dommere! Jeg skal idag atter
have den Ære at henvende mig til Dem for de Anklagede i
nærværende Sag. Jeg stal dog kun gjøre en efter
Omstændighederne sparsom Brug af min Ret til at yttre mig. — I
alt Væsentlgt kan jeg referere mig til mit tidligere Foredrag,
der danner Grundlaget for min hele Stilling i nærværende
Sag, og idet jeg nøie holder mig til Gangen i samme, skal
jeg med den tidligere Udvikling stadigt for Øie tillade mig
successive at fremsætte de Bemærkninger, som den offentlige
Anklagers Replik fremkalder.
I det første meest almindelige Afsnit af Sagen, maa jeg
vedblivende være af den Formening, at der Intet var til
Hinder for, at Hs. Majestæts tidligere Regjering traf de
Foranstaltninger, hvorom Sagen dreier sig, under Udøvelsen af
Kronens Prærogativ ifølge Grundlovens § 23, saafremt i alt Fald
Kongerigets Midler ikke belastedes med nogen Deel deraf. —
Jeg skjønner ikke, at der i saa Henseende er fremført Noget,
der skulde kunne føre bort fra denne Anskuelse, saa lidet som
der er fremført Noget, der kunde rokke den Forudsætning in
facto, hvorfra jeg i saa Henseende gik ud. — Det er vel blevet
sagt: „ja, der er jo dog ved Benyttelsen af de Penge, hvorom
der er Tale, opstaaet et Hul i Statskassen, og det er jo ikke
blevet dækket." Men jeg kan ikke erkjende, at der efter den
Maade, hvorpaa man foreløbigen ordnede Forholdet og
tænkte eventualiter at ordne det endeligen, kan siges nogengensinde at have været et saadant egentligt Hul, at der paa
den af Anklageren omtalte Maade kunde være blevet
Spørgsmaal om dets Dækning. I alt Fald er det jo givet, at det
anklagede Ministerium ved Omstændighedernes Medfør, ved
Begivenhedernes Udvikling, hindredes i selv at bringe Forholdet
til den sidste Afslutning, som altid paatænkt fra dets Side,
hvorfor der saa meget mindre vilde kunne lægges Vægt paa,
