84
Men hvori? Har han sagt, at han var fuldkommen enig i, at
Ministrenes Adfærd havde været saadan, at de skulde stilles
under Tiltale? Ja, havde han sagt det, havde han været
fuldkommen beføiet dertil; men det har han ikke gjort. Han har
Sp. 1256, hvilket Sted Etatsraad Salicath har udhævet,
udtalt, at han var enig med Folkethinget i, at de Udgifter, som
Folkethinget havde negtet at bevilge eller for hvilke det
havde negtet at frigjøre de Tiltalte for Ansvar — det
være sig civilt eller criminelt — vare af en saadan
Natur, at det ikke let skulde falde nogen
Landstingsmand ind at fremsætte Ændringer, hvorved Folkethingets
Beslutning skulde kunne forandres! Skulde Nogen have været
kaldet hertil, maatte det dog rigtignok have været Regeringen;
men selv den faldt ikke paa at gjøre det, og den ærede
Dommer udtaler derpaa, at han tvivler paa, at Nogen vil gjøre
det. Skulle Yttringer af den Natur kunne fjerne ham fra
Domstolen, hvad vil da Etatsraad Salicath, at en Landsthingsmand
skal gjøre, naar han efter sin Pligt skal stemme over
Finantsloven i den Skikkelse, hvori den kommer fra Folkethinget?
Han er jo dog plig tig at sige enten Ja eller Nei. Er han
da inhabil som Dommer, naar han stemmer for eller imod?
Skal han kunne ane, at der ad Aare vil blive en Rigsretsaction
om denne Sag, og saa sige: ja, saa kommer jeg til i sin Tid
at yttre mig som Rigsretsdommer, og denne Stilling anseer
jeg saa overvejende vigtig, at jeg som Landsthingsmand for
Øieblikket, slet ikke vil afgive nogen Stemme?
Det tredie Punkt, som Etatsraad Salicath udhævede,
angaaer en Yttring, som den ophøiede Dommer skal have brugt
den 23. August 1855. Jeg troer imidlertid, at det turde være
tilstrækkeligt at kalde i Erindring de Ord, som min ærede
Modpart brugte om denne Yttring, nemlig at Meningen af
samme ikke var ham aldeles klar, og at der navnlig i samme
ikke laae nogen klart fremtrædende Tanke om at ville injuriere
dem, som der omtales, hvilke forøvrigt under ingen Omstændigheder
falde ganske sammen med de Tiltalte. Men, er det saaledes end
ikke for Etatsraad Salicath ganske klart, at den høie Dom-
