Side:Rigsretstidende 1ste Sag (1855) - Stenographisk Beretning om Rigsrettens Forhandlinger i den under 26de Marts 1855 af Folkethinget mod flere forhenværerende Statsministre besluttede Rigsretstiltale.pdf/94

Denne side er ikke blevet korrekturlæst

84

Men hvori? Har han sagt, at han var fuldkommen enig i, at Ministrenes Adfærd havde været saadan, at de skulde stilles under Tiltale? Ja, havde han sagt det, havde han været fuldkommen beføiet dertil; men det har han ikke gjort. Han har Sp. 1256, hvilket Sted Etatsraad Salicath har udhævet, ud­talt, at han var enig med Folkethinget i, at de Udgifter, som Folkethinget havde negtet at bevilge eller for hvilke det havde negtet at frigjøre de Tiltalte for Ansvar — det være sig civilt eller criminelt — vare af en saadan Natur, at det ikke let skulde falde nogen Landstingsmand ind at fremsætte Ændringer, hvorved Folkethingets Beslutning skulde kunne forandres! Skulde Nogen have været kaldet hertil, maatte det dog rigtignok have været Regeringen; men selv den faldt ikke paa at gjøre det, og den ærede Dommer udtaler derpaa, at han tvivler paa, at Nogen vil gjøre det. Skulle Yttringer af den Natur kunne fjerne ham fra Domstolen, hvad vil da Etatsraad Salicath, at en Landsthingsmand skal gjøre, naar han efter sin Pligt skal stemme over Finantsloven i den Skikkelse, hvori den kommer fra Folkethinget? Han er jo dog plig tig at sige enten Ja eller Nei. Er han da inhabil som Dommer, naar han stemmer for eller imod? Skal han kunne ane, at der ad Aare vil blive en Rigsretsaction om denne Sag, og saa sige: ja, saa kommer jeg til i sin Tid at yttre mig som Rigsretsdommer, og denne Stilling anseer jeg saa overvejende vigtig, at jeg som Landsthingsmand for Øieblikket, slet ikke vil afgive nogen Stemme?
Det tredie Punkt, som Etatsraad Salicath udhævede, angaaer en Yttring, som den ophøiede Dommer skal have brugt den 23. August 1855. Jeg troer imidlertid, at det turde være tilstrækkeligt at kalde i Erindring de Ord, som min ærede Modpart brugte om denne Yttring, nemlig at Meningen af samme ikke var ham aldeles klar, og at der navnlig i samme ikke laae nogen klart fremtrædende Tanke om at ville injuriere dem, som der omtales, hvilke forøvrigt under ingen Omstændigheder falde ganske sammen med de Tiltalte. Men, er det saaledes end ikke for Etatsraad Salicath ganske klart, at den høie Dom-