Side:Rigsretstidende 1ste Sag (1855) - Stenographisk Beretning om Rigsrettens Forhandlinger i den under 26de Marts 1855 af Folkethinget mod flere forhenværerende Statsministre besluttede Rigsretstiltale.pdf/93

Denne side er ikke blevet korrekturlæst

83

regnskabsmæssigt vundet en Afgjørelse. Men derfor — siger han udtrykkeligt — er det endnu ikke sagt, at den Paagjeldende kommer til at betale. Det hedder Sp. 260 nederst, at Følgerne for de Paagjældende og navnlig Spørgsmaalet, om der deelviis eller fuldstændigt skal gives Erstatning, maa det være Rigsrettens Sag at bedømme. Ja, det er uheldigt, at Etatsraad Salicath ikke har kunnet fornemme, at det Ord „Rigsdagen”, som der staaer i Rigsdagstidenden, er en Tryk­fejl; thi jeg er næsten fristet til at troe, at det er denne Tryk­fejl, der har fremkaldt et Foredrag af den Natur, som jeg be­klager idag at have været Vidne til.
Jeg troer altsaa, at det er aldeles indlysende, at den høie Dommer ikke har udtalt nogen Anskuelse, der skulde kunne binde ham som Dommer. Og hvorfor ikke? Fordi han netop har villet have sin Stemme fri, og fordi han har udtalt, at hans Anskuelse som Landsthingsmand, ja hele Landsthingets Anskuelse, hvis det lykkedes ham at drage det med sig, ikke vilde kunne binde Domstolen. — Hvad vilde vel Etatsraad Salicath sige, om Nogen faldt paa at paastaae, at de Mænd, der havde yttret en modsat Anskuelse — dersom Nogen havde yttret en saadan, hvad iøvrigt ikke er skeet — at alle de Landsthingsmænd, der som saadanne havde yttret den Mening, at hvad Rigsdagen bestemte om Ansvar, ikke havde den allermindste Betydning for Rigsretten, at de vare inhabile til at beklæde Dommersædet her i Retten? Mig fore­kommer det indlysende, at Yttringer i den ene eller den anden Retning, faldne fra Landsthingsmænd som saadanne, ikke kunne have den mindste Indflydelse paa de Paagjældendes Habilitet, og at det under en modsat Forudsætning kunde blive umuligt overhovedet at faae Rigsretten dannet.
Det andet Punct, som Etatsraad Salicath udhævede, var den ophøiede Dommers Stilling under Behandlingen af Tillægsbevillingsloven for 1854—55 i Landsthinget. Jeg maa tilstaae, at det her er mig overmaade dunkelt, hvor Ankepunktet skal søges. Thi det er vistnok sandt, at den høie Dommer har yttret, at han var fuldkommen enig med Folkethinget.

6*