Side:Rigsretstidende 1ste Sag (1855) - Stenographisk Beretning om Rigsrettens Forhandlinger i den under 26de Marts 1855 af Folkethinget mod flere forhenværerende Statsministre besluttede Rigsretstiltale.pdf/92

Denne side er ikke blevet korrekturlæst

82

Spørgsmaal, maae være det — undtagen netop med Hensyn til eet Punkt, del nemlig, at Rigsdagens Afgjørelse af, at der er et Ansvar for den Paagjældende, eo ipso og umiddelbart lader dette Ansvar staae saaledes, at det ikke kan rokkes. Den ærede Dommer gjentog i denne sin Behandling af Sagen Endeel af hvad Regjeringen og han saaledes maatte ansees for at være enige i, og. jeg kan sige, hvad hele Landsthinget var enigt i; thi der blev ikke yttret en eneste afvigende Anskuelse fra den, Ordføreren gjorde gjældende. Og hvad yttrede han da, som skulde være uforeneligt med hans Dommered, ved at han indtager sin Plads her i Salen? Han yttrede: „Det Eneste, der saaledes staaer noget tvivlsomt, er aabenbart For­holdet til Rigsretten, og det af den Grund, at der ikke gives nogen Ansvarlighedslov, og at altsaa Rigsretten i saa Hen­seende indtil videre jurymæssigt maatte kunne afgjøre disse Spørgsmaal efter sit eget Tykke, uden at, hvad man i denne Henseende her maatte vedtage, eller under Diskussionen maatte udtale, paa nogen Maade kunde være bindende for den. Allermindst kan jeg" — siger den ærede Dommer — „der har den Ære at være Medlem af Rigsretten, finde mig foranlediget til at fordybe mig i disse Spørgsmaal." Men, naar han har udtalt sig saaledes, troer jeg, at det er sandt, som jeg for sagde, at, hvilkensomhelst Anskuelse han som Privat­mand, som Rigsdagsmand, i Overeensstemmelse med Pligt og Ære, har havt og villet gjøre gjældende, saa har han villet have sin Mening som Rigsretsdommer fri og ubeskaaren. Og hvad er det da, han har yttret, der nødvendigt skal hindre ham i at kunne tage Plads som Dommer i Rigsretten ligeoverfor de Tiltalte? Det er det, som gjentagende yttres Sp. 260, som idelig udtales i Betænkningen og under Forhandlingerne, at, naar der er en virkelig Overskridelse af Finantsloven — det vil sige f. Ex. en saadan, der har fundet Sted under Rigsdagens Øine, medens Rigsdagen var samlet, eller en Udgift, som Rigsdagen tidligere havde negtet — og Rigsdagen har opdaget det og har endeligt og udtrykkelig udtalt, at en Over­skridelse af denne Natur har fundet Sted, da er derved stats-