81
vcere undergaaet Forandring, under den Forhandling om disse
vigtige Sporgsm aal, som derefter fandt Sted i Landsthinget,
ligeoverfor saa dygtige Mcend som den nuværende
Finansminister og som den nuværende Premierminister. Men det skal
ikke falde mig ind at troe, at han har forandret sin Anskuelse,
eller at han ikke nu skulde underskrive hvert eneste Ord, som
han dengang har yttret. Thi hvad har den ærede Dommer
yttret? og hvad har han navnlig yttret af den Natur, at det
skulde kunne fjerne ham fra hans Plads som Rigsretsdommer?
Han har udtalt, at Statsrevisionens Behandling af
Statsregnstabet og den derpaa i Rigsdagen stedfundne Behandling
ikke er en Behandling hen i Vind og Veir, men at den har
sin gode praktiske Betydning og indeholder en endelig
Afgjørelse af Noget. Jeg skal naturligviis ikke for Øiebkikket
indlade mig paa en yderligere Udvikling af den ærede
Dommers Anskuelser i saa Henseende, hvilke enkelte Spørgsmaal,
han mener, saaledes ved Dechargen eller ved Statsregnskabets
endelige Behandling paa Rigsdagen at vcere endeligt afgjorte.
M en har han yttret Nogetsomhelst om denne Decharges, denne
statsregnskabsmæssige Afgjørelses Stilling til Rigsretten? Ja,
han har, han har yttret, at der her opstod høist tvivlsomme
Spørgsmaal, i hvis Behandling det ikke skulde
falde ham ind som Landthingsmand at fordybe sig,
saameget mindre som det ikke var muligt eller
tænkeligt, at Landsthinget enten vilde eller kunde
binde Domstolens Competence. Det Sted, som
Etatsraad Salicath udhævede som det mest graverende, om jeg saa
maa sige, for den Mand, hvis Sjels-Adel og Dygtighed han
iøvrigt anerkjender, som hele Landet anerkjender dem, er det,
som findes i Landthingstidenden for 15. Februar 1855, Sp.
259. Den høie Dommer kom her som Ordfører til nærmere
at udvikle de Anskuelser, som han allerede havde udtalt i
Betænkningen, og forsvare dem, saavidt jeg erindrer, overfor
Finantsministeren, der havde havt Ordet og som i alle Punkter
havde været enig med ham — som jeg troer, at Alle, der
have læst Betænkningen eller overhovedet have tænkt over disse
Rigsretstidende.
6
