Side:Rigsretstidende 1ste Sag (1855) - Stenographisk Beretning om Rigsrettens Forhandlinger i den under 26de Marts 1855 af Folkethinget mod flere forhenværerende Statsministre besluttede Rigsretstiltale.pdf/90

Denne side er ikke blevet korrekturlæst

80

vist Alle gjort os fortrolige med Indholdet af dette Document, fordi det maaskee er det eneste, der h id til i Danmark offentlig har behandlet disse overordentlig vigtige Spørgsmeal. Vi have Alle havt en Mening om disse; men jeg holder mig forvisset om, at, hvilkesomhelst Meninger den høie Rets ærede enkelte Medlemmer udenfor denne Sal have havt om dette Spørgsmaal, saa ere de ikke idag medbragte her, — saa ere de høie Dommere idag Dommere og vide fuldtvel at stjelne imellem denne Stilling og deres Stilling udenfor Rigsretten, vide heelt vel at beherske deres politiske Anskuelse — var det saa end deres-politiske Lidenskaber.
Jeg troer, at det vilde falde yderst vanskeligt i Detaillen at følge Etatsraad Salicaths Foredrag, at gjennemgaae de enkelte Puncter, som han lod documentere, og som han udhævede som Momenter, der skulde gjøre det nødvendigt, at den høie Rigsretsdommer veg sit Sæde. De faldt i 3 forskjellige Afdelinger; de angik deels de Yttringer, som den ophøiede Dommer har brugt som Forfatter — thi det troer jeg han var — af Landsthingsudvalgets Betænkning over Statsrevisorernes Beretning, og som Ordfører, da denne Sag forelaae til Discussion i Landsthinget, deels hans Stilling, da han gav Møde som Landsthingsmand den 26de Marts d. A. i Sagen om Tillægsbevillingsloven for 1854—55, deels en Yttring, som den høie Dommer skal have skal have brugt den 23. August 1855, jeg veed ikke under hvilken Forhandling, thi denne Yttring var mig aldeles ubekjendt.
Jeg troer nu rigtignok, at den ærede Dommer maatte vane berettiget til at sige, — hvad Etatsraad Salicath selv syntes at indrømme ham Ret til — at, fordi han har under­skrevet en Betænkning som Medlem af det i Landsthinget angaaende Statsrevisionens Beretning nedsatte Udvalg, derfor behøver han ikke at vane enig i hvert Ord, som deri inde­holdes. Jeg troer fremdeles, at Etatsraad Salicath vil være nødt til at indrøme, at, om den høie Dommer endog selv havde skrevet denne Betænkning, som jeg troer, at han har det, var det dog meget muligt, at hans Anskuelse delvis kunde