78
ønsker jeg at bruge denne Berettigelse for at imødegaae det
Foredrag, som er holdt af Etatsraad Salicath, og hvortil
Advocat Liebe har sluttet sig.
Jeg siger da, at jeg og vistnok Enhver i denne Sal vil
underskrive endeel af de Yttringer, som Etatsraad Salicath har
brugt. Jeg troer, at Alle ville være enige om, at, gives der
nogen Domstol, hvor det netop er af særdeles Vigtighed, at
de Tiltalte kunne være fuldt forvissede om, at de ikke ville
møde Partisthed, da er det visselig Rigsretten, en
Domstol, der ikke beskjeftiger sig med Retslivets almindelige
Spørgsmaal, men med Statslivets allerhøieste Interesser, og som
ligeledes efter sin hele Stilling næsten altid vil have Tiltalte for
sig, der have indtaget eller indtage en fremragende Plads i
Samfundet. Har vor Lovgivning — og derom har den
efterladt sig mangfoldige Vidnesbyrd — villet, at der i
Almindelighed skal kunne gjøres Regning paa redelige og retsindige
Dommere, paa upartiske Domme, da har den tilvisse ogsaa
gjort det med Hensyn til Rigsretten, og Etatsraad Salicath
har fuldkommen Ret, naar han siger, at netop den Opfordring,
som Rigsretslovens § 46 vil, at der skal stilles til de Tiltalte,
deres Forsvarere, ja selv til Anklageren, tilfulde godtgjør, at
Lovgiveren fremfor Alt har villet, at for Rigsretten skulle de
almindelige Regler om Dommernes Habilitet have Gyldighed.
Men, er det saa, da vil vistnok den høie Ret ogsaa bifalde,
naar jeg yttrer, at vor Lovgivning heller ikke vil, at man skal
fremsætte frivole Indsigelser imod Dommerne, allermindst naar
man selv anerkjender, at den Mand, man vil have fjernet fra
Dommersædet, indtager en udmærket Plads i Samfundet ved
sin Dygtighed og ved — hvad jo Etatsraad Salicath selv
anerkjendte — sin Charakteers Adel. Og derfor vil jeg da
forvente, at, naar den ærede Dommer nu ret snart skal sige sin
egen Mening om dette Spørgsmaal i Overensstemmelse med
Høiesterets-Instruxens § 15, han da ikke vil troe, at det skulde
kunne være noget „nobelt” Kald for ham, om han vilde vige
sit Sæde i denne Sal.
