74
kan være paavirket af tidligere Yttringer, eller at han ved saadanne sig tilegnede Meninger kunde være mindre tilgængelig for Grundes og Modgrundes Afveining imod hinanden. Jeg tør ogsaa antage, at naar § 46 af Loven af 3. Marts 1852 til Forskjel fra andre Retsinstruxer endogsaa har gjort Rettens Formand det til Pligt at opfordre Parterne til at fremsætte Indsigelse imod noget Medlem af Retten, saa, ligger deri efter disse Sagers og denne Domstols Beskaffenhed, saavidt jeg skjønner, en af Lovgiveren udtalt Omhu, ja en Garanti for den Tiltalte eller Anklagede, og det er denne, som jeg ogsaa tør holde mig overbeviist om ved Rettens Beslutning bor skee Fyldest, saafremt det meget ærede Medlem selv ikke ex nobili officio maatte finde sig foranlediget til at vige sit Sæde.
Forsvareren gik derefter over til at documentere sit Thema ved Citater af Rigsdagstidenden, der oplæstes af Høiesterets Justitssecretair, Etatsraad Hammerich, og yttrede han med Hensyn til det førske af disse, der findes i den Betænkning over Statsrevisionens Beretning om Statsregnskabet for Finantsaaret 1851—52, som er afgiven af Landsthingets Udvalg, hvis Ordforer Amtmand Lehmann havde været, at det vel ikke altid kan antages, at Medlemmerne af et Udvalg ere enige i enhver i Betænkningen indeholdt Sætning, men at imidlertid Amtmand Lehmann havde vedkjendt sig de af Betænkningen citerede Sætninger under de paafølgende Forhandlinger i Landsthinget. Flere af de citerede Yttringer maatte han ansee for uforenelige med Dommereden i Rigsretten. — Citaterne ere følgende:
|
1) |
Af den i Anhang B til Rigsdagstidenden for 6te
Session (Sp. 105—128 og 145—194) indførte Betænkning
as Landsthingets Udvalg over Statsrevisorernes Beretning
angaaende Statsregnskabet for Finantsaaret 1851—52: |
