Side:Rigsretstidende 1ste Sag (1855) - Stenographisk Beretning om Rigsrettens Forhandlinger i den under 26de Marts 1855 af Folkethinget mod flere forhenværerende Statsministre besluttede Rigsretstiltale.pdf/83

Denne side er ikke blevet korrekturlæst

73

kommende Spørgsmaal, fandt sig foranlediget til proprio motu at vige sit Sæde. Men for en Domstol, hvor et retskyndigt Element er sideordnet et politisk, ved en Ret, der dømmer i første og sidste Instans i en Sag, hvor det er Regjeringens forhenværende høist hædrede Medlemmer, som tiltales til et alvorligt Ansvar baade af Straf og Erstatning, og som indtil denne Dag med Resignation have maattet tie i Forventning af Domstolenes Retfærdighed under en Procesform, hvor den Tiltalte er stillet ligeoverfor en baade skriftlig og mundtlig Anklage, medens han i sit Forsvar er henviist til det flygtige Ord, og under en Action endelig, hvor aldeles nye, af vor Forfatning opstaaede, politiske Spørgsmaal, eller ialtfald Spørgsmaal af blandet Natur, baade retlig og politisk, første Gang, i en for første Gang sammentraadt Rigsret, uden foregaaende Retspraxis og Antecedenser skulle komme til Afgjørelse, — der kan jeg ikke opgive denne Exception, fordi dens Opgivelse vilde være i Strid med min Retsbevidsthed, med min Pligt og med hvad jeg skylder de Anklagede, ja, jeg tør sige det, hvad jeg skylder Domstolens egen Anseelse. Den høie Ret vil finde det ufornødent, at jeg her deducerer Læren om Inhabilitetsexceptionen enten af Lovgivningen eller af Retsinstruxer, eller as Lovgivningens Analogier, eller af Retsvedtægter. Det er unyttigt for den oplyste Ret, og det er ufornødent, fordi den Exception, som mit Thema udviser, støtter sig paa et dobbelt Hensyn og har en dobbelt Grundvold. Det ene Hensyn er Domstolens egen Anseelse, den Tillid, Enhver efter sin Retsbevidsthed maa have til Domstolen, det er, for at jeg skal sige det med faa Ord, Hensynet til den for al Retspleie gjældende Moral. Og det andet Hensyn, som er ligesaa vigtigt, er Hensynet til de Anklagede, saavel i denne som i enhver Sag; thi Loven og Retfærdigheden, som skal være personificeret i enhver Dommer, saavelsom Retsideen, der skal realiseres igjennem hans Dommerfunction, fordre uafviseligen, at, naar en Anklaget stilles for Domstolen, skal han ikke kunne befrygte, at nogen Dommers Blik kan være hildet, at hans Evne til at finde det Rette