817
Hermed afbrødes Forhandlingerne (Kl. 2), for at fortsættes den følgende Dags Formiddag Kl. 10.
Løverdagen den 23de Februar, Formiddag Kl. 10,
holdt Retten atter Møde. Samtlige dens Medlemmer vare
tilstede. Ordet blev forst givet til:
Den offentlige Anklager: Høie Dommere! Jeg har
igaar havt den Ære at udtale mig over Straffeansvaret og
haaber derved klart at have godtgjort, at de Tiltalte ikke have
gjort sig skyldige i en Formfeil men i et virkeligt Brud paa
Grundlovens § 52, og at den Uddannelse, som ved
Tillægsbevillingslove og Indemnitetslove er givet denne § og derved
hele vort finantsielle System ikke i fjerneste Maade kan
paaberaabes fra deres Side. Jeg viste, at ifølge Grundlovens
§ 52 intet Ministerium, medens Rigsdagen er samlet, kan
tillade sig at foretage Foranstaltninger, der koste Penge, uden
at gaae til Rigsdagen, uden forud at have erhvervet Credit.
det være sig nu i Form af en virkelig Finantslov eller et
Tillæg til den aarlige Finantslov, hvad man jo ogsaa har
kaldet en Tillægsbevilling og hvad jeg viste i strengeste
Forstand var en saadan. Men det var ikke en Tillægsbevilling af
saadan Art, som de Tiltalte noget Øieblik tænkte at ville
tilveiebringe; de havde tænkt sig ved Leilighed at erhverve sig
en Eftergivelse, „et efterfølgende Samtykke,” hvilket jeg har
viist er i fuldeste Strid med vort hele finantsielle System og
med Grundloven. Jeg skal idag gaae over til
Spørgsmaalet om Erstatningen, hvilket Spørgsmaal jeg skal
tillade mig at behandle i 2 Afdelinger, for det Første med
Hensyn til Fundamentet for samme, for det Andet med
Hensyn til Sporgsmaalet om Størrelsen.
Mine ærede Modparter have klaget over, at jeg i
Anklageskriftet skal have været noget vel laconisk i Begrundelsen
af Erstatningsansvaret, at jeg slet og ret stal have udtalt, at
det var en Selvfølge, at det aftraadte Ministerium maatte have
at udrede Erstatning. Det er nu ikke et Anklageskrifts Natur
